Efterår i Sydvest Jylland

 

Denne artikel er første gang udgivet i Varde Sportsfisker forenings medlemsblad VSF nyt i efteråret 2007.


 

Efterår i Sydvest Jylland

 

I skrivende stund er vi ved at være godt gennem sommeren. Kalenderen står på august og åen står stadig høj efter en meget våd sæson. Der er kommet flere fine fisk på land og efteråret skal nok blive godt.

 

Når du så sidder med bladet, er alting forandret. Naturen flammer i de smukkeste farver, skatkammeret bugner, skoven er fuld af bær og svampe, lige til at tage med hjem. ”Smagen af Vestjylland” hedder det vist.

 

I åen fylder fiskene godt op. De store tidlige laks har for længst skiftet til galla uniform, lige så med mange af havørrederne.

Men der kommer til stadighed blanke fisk op, selvfølgelig er der længere mellem dem, men de er der, og de er bestemt værd at fiske efter.

 

Hvilke fluer skal vi så bruge?

 

Jeg nævnte allerede i sidste nummer både rejefluer og rørfluer. Dem vil jeg fremhæve endnu engang, de er sikre hele året rundt.

 

Når frosten begynder at bide og edderkoppespindende hænger spøgelsesagtigt hvide i det gule græs, åen damper og man skutter sig i kulden, kan der til tider være brug for drastisk anderledes farver.

 

Derfor vil jeg anbefale to rejefluer. Begge kommer fra Irland, hvor der jo om noget sted, er samme farve vand som vi har i Varde Å.

 

Den første hedder Lemon shrimp, men er også kendt som Yellow shrimp.

 

 

Den har kropsdele af gul og sort sæluld, baghackle af guldfasan kropsfjer, gult centerhackle og badger fronthackle. En god lys morgenflue, men tag ikke fejl, den fisker godt hele dagen, særligt i overskyet vejr.

 

Mindes et af de år, hvor der var mange regnbuer i åen. Her var denne flue så god, at fandt man et hul med regnbuer i, så var der fisk på i hvert kast.

 

Det næste mønster er en Ghost shrimp. En sølvflue, med hvidt centerhackle og et fronthackle af tealfjer.

Begge fluer kan ses med komplet mønsterbeskrivelse på www.danishflydesign.dk

 

Fluerne kan med fordel bindes på små rør og med conehead.

 

På markedet findes et produkt der hedder US tubes. 5 mm lange forchromede rør der passer til plastrørene. De er geniale til Ghost shrimpen, da de giver en temmelig tung flue, der samtidig er meget levende.

 

Super flue, fik tre havørreder på den en dag.

 

 

I skal også have et mønster på en orange flue. Denne gang vil jeg fortælle om Chillimps. Dette mønster blev skabt på Hotel Valhalla for mere end 50 år siden. Et par mænd sad og diskuterede den ultimative lakseflue. Et hyppigt debatteret emne, der heldigvis aldrig får ende.

 

Men disse svenske herrer kom frem til, at de var nød til at imitere laksens byttedyr. De bandt da en rejeflue, i sig selv en paradoks, da Østersølaksen som bekendt lever af brisling og sild.

 

Nå, fluen blev som nævnt døbt Chillimps, en orange flaskerenser, et fyrtårn i natten. At se denne lysende orange sag svinge ned gennem den humusfarvede strøm og gennem en solstråle…

 

Jeg ville også spise den, hvis jeg var en laks.

 

-o-

 

For mange Vestjyske fluefiskere er Red tag og efterår uløseligt forbundet med hinanden.

Denne flue og dens mange varianter er i dag kendt som Hedefluen, mere et begreb end et egentligt mønster.

Fælles for de fleste er, at de har en krop af påfugleherl, en rød uldgarnshale og et brunt hackle. Altså tangenter af den Jyske Red tag palmer, der på forskellig måde er pyntet med hvide vinger.

 

Johannes Laursen viste vejen med Johannes, en red tag med vinge af hvide hønefjer.

 

I Skjern fik den en hvid stripvinge og efternavnet Fancy.

 

 

Det navn adopterede man i Herning og skiftede fjerstrippen ud med en tot hvide rævehår.

 

Her ser I Herning Fancy med edderfugl i front

 

Sjovt nok kommer næsten alle de klassiske Jyske havørredfluer af den flue der hedder Beaufort Moth. Ved at se denne flue, kan man sagtens forstå hvorfor en Jysk havørredflue ser ud som den gør.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

 

-o-

 

Den sidste flue jeg vil fortælle om for denne gang, er faktisk temmelig lokal. Fluen stammer ude fra Hebo sø, men har dog undergået en vis forvandling på vejen til rørflue.

 

Den startede som Hebo fluen, en flue med hvid krop, orange ryg og fronthackle. Siden hen blev den til en rørflue, en såkaldt ”deep-diver”.

 

Den er beregnet til høj vandstand og består i al enkelthed at en tung messingkrop, en hvid vinge under røret og en orange over. Den skal fiskes på en hurtigsynkende line og helt nede ved bunden.

 

 

Den går under kategorien ”modbydelig at kaste med” men den kommer helt ned hvor fisken står. Husk at se dig for, før du kaster et af disse monstre, du skulle nødig ramme en uskyldig forbi passerende.

 

Jeg er nået til enden for min fortælling for denne gang, som tidligere nævnt er det efterår når denne historie bliver serveret for dig. Vi nærmer os fredningen og dermed de indendørs sysler.

 

Har du fået lyst til at prøve at binde nogen af disse fluer, er du velkommen i klubben hver tirsdag aften vinteren over. Vi afholder seniorfluebinding kl. 19.00. Med start engang i november. Se evt. mere på klubbens aktivitetskalender, eller på min egen hjemmeside, på siden Varde kursus 2007-08. Hvor du også finder step-by-step instruktioner på de fluer vi binder vinteren over.

 

Tommy Olinsson