Gamle skotter i Varde Å.



Denne artikel er første gang bragt i Varde Sportsfisker forenings lokale blad i sommeren 2007.


 

Gamle skotter i Varde Å

 

En aften i vinter på vores hyggelige bindekursus spurgte Jørgen mig om jeg ville skrive et par linier til bladet.

Vi sludrede lidt om det, og blev enige om at knytte vinterens fluebinding sammen med nogen af de fluer, der har bevist deres værd i åen. Og kunne jeg finde nogle tråde der strakte sig tilbage til det tidlige fluefiskeri i Varde Å, kunne det også være godt.

 

Den sidste opgave har vist sig at være den sværeste, for der findes ingen nedskrevne beretninger om fluefiskeriet før hen i 1980’erne.

 

Klassiske Spey & Dee fluer

 

Her begynder at dukke beretninger op om lokale variationer af nogen af de gamle klassiske Spey og Dee fluer. Det var i ”egern-hale tiden” så alle fluer var bundet med vinge af den slags.

 

Et navn jeg husker tilbage fra dengang var Carron. Navnet var altid opgivet som variant og tidligt satte jeg mig for at finde ud af noget mere om den flue.

 

 

Det viste sig at være en klassisk Speyflue, der havde sine rødder ved byen Carron netop ved floden Spey i Skotland.

 

Denne flue, eller rettere fluetype er unik. Det er den fordi den nu har bestået som skole i 200 år, og fordi det er en type flue der ikke findes andet steds i den verden hvor der fiskes efter Atlanterhavs laks. Selvfølgelig møder man fluerne, men udviklingen at fluen som type er sket netop på Spey.

 

Kendetegnene der gør fluen til en Speyflue er flere, mest markant er de lave taglagte vinger der næsten altid er lavet af bronze mallard. (Den brune fjer på siden af en grå-andrik)

 

Denne vinge skal illudere rejens rygskjold. Speyfluer er nemlig rejeimitationer og når man siger rejer, siger man også ben der bevæger sig, altså masser af liv og bevægelse.

 

Da man begyndte at fluefiske, måtte man finde et materiale der dels kunne bibringes en masse liv og bevægelse i vandet, og samtidig var let tilgængeligt.

 

Her skete så den anden ting, der er speciel for Speyfluer. Man fandt nemlig ud af at bruge sidehalefjerene fra de haner man alligevel havde alle steder i de små samfund, såvel dengang som i dag.

 

Disse fjer, der næsten ikke engang kan kaldes for hackler, har den egenskab at fibrene i bunden af fjeren er meget lange, mens fibrene i spidsen er væsentligt kortere. Det betyder at når man binder fjeren ind ved roden, og gør det ved krogbøjningen, så får man, når man tørner fjeren, et hackle hvor fibrene er lange ved krogbøjningen, altså følehorn og lange ben og man har de kortere ben oppe ved krogøjet, altså nøjagtig som en reje der svømmer baglæns.

 

For at fluen skal arbejde ordentligt i vandet, er det dog nødvendigt at enten strippe fibrene på den ene side af fjeren, eller at flække den. Undlader man at udføre dette punkt, får man en flue der er så kompakt, at den næsten ikke kan arbejde i vandet.


 

Det næste punkt på fluen, er kroppen. Den er på alle de klassiske Spey fluer bundet af Berlin uld.


Dette materiale er uld fra et Merino lam og det har en meget fin tekstur. Berlin uld blev oprindelig brugt som broderegarn til korssting broderi. Her ønskede man klare og stærke farver modsat klædedragten, der på det tidspunkt ofte var farvet med plantefarver og derfor ikke så spraglet som i dag.

 

Berlin ulden kom som navnet siger fra Berlin, og var her en del af færdige sy-pakker med papirmønstre og alt muligt til brug for damer med hang til korststing. Ulden var farvet med anilinfarver, det er det samme som oliefarve, og var det første kunstige farve man brugte kommercielt.

 

Til fluerne kan ulden bruges både spunden og som dubbing. Speyfluerne har altid tynde og slanke kroppe der ofte er ribbet med både to og tre rib-materialer og her er den ene rib ofte bundet modsat de øvrige og har til formål at binde kropshacklet ned samt at gøre det mere stærkt, da det jo nok er de fleste bekendt at laksen har særdeles, for fluer, ødelæggende tænder.

 

Der foregår en stadig diskussion om hvorvidt det er mest rigtigt at benytte uld farvet med plantefarve eller med kunstige farver. Jeg bruger begge dele, de har hver sin charme, men til farvet vand er de plantefarvede materialer ikke særlig markante i forhold til ulden der er farvet med anilinfarve.

 

Det sidste der adskiller ved denne fluetype er krogen. På Spey såvel som Dee fluerne bruges altid meget langskaftede kroge. Disse kendes også som ”long shank Dee hooks” De er typisk to-tre tommer lange, men findes i udgaver helt op til seks tommer. De er lavet af meget fin wire og er uden øje.

 

 

 

 

Her ses Carron i en udgave der er bundet i hånden. Fluen adskiller sig fra ovennævnte ved at være bundet med hejre hackle. Her gælder det at hacklet skal bindes omvendt ind i forhold til almindelige Spey hackler, altså; hejre skal bindes ind i spidsen, da fibrene yderst på stammen er de længste.

 

En anden flue af næsten samme type er Akroyd, eller rettere White wing Akroyd. Denne flue stammer fra Dee ligeledes i Skotland. Fluen blev bundet tilbage i sidste halvdel af attenhundrede tallet af Charles Akroyd. Den er også kendt som Poor man’s Jock Scott.

 

Denne flue har flere gange bevist sit værd i de Sydvestjyske åer, og senest har modellen fanget en laks på over 10 kg i Varde Å.

 

Rør fluer

 

Er man til de mere moderne fluetyper, er det nok hårvingede rørfluer der er mest oppe i tiden.

 

I flere år har polarrævehaler leveret et godt materiale til de mindre rørfluer. Skal fluerne derimod være større, må man ty til ged, bjørn eller tempelhund.

 

 

Thunder & Lightning har altid været en god flue til Varde Å. Den her viste udgave med conehead har jeg efterhånden fanget nogle havørreder på. En moderne variant har en krop af et lille metalrør, ofte aluminium eller messing. De findes i et utal af størrelser og faconer, men alle har de til fælles at de skal bringe fluen så langt ned til bunden som overhovedet muligt.

 

Når ”simpelt” er kodeordet og fluen skal bruges til mørkefiskeri på både synkeliner og flydeliner, kan fluerne næsten ikke blive lange nok. Lucky Bastard fluerne er faktisk bare ingenting, lidt krop + lidt flash med lidt hår uden om og så et langt gennemsigtigt plastic rør. Ikke noget specielt, men de er effektive og de kroger dybt og sikkert.

 

Vær obs. på ikke at bruge for stor krog. Det kan medføre at krogen hænger i vandet, og at fiskene kun bider i vingen. 

   

Reje fluer

 

Afslutningen på denne historie skal handle om rejerfluer. Dels de Irsk inspirerede og dels GP. En flue der sikkert er kendt af de fleste, og som er meget effektiv i Varde Ås brune vand.

 

 

Dette mønster er oprindelig bundet af Esmond Drury og på en langskaftet trekrog kendt som en ED long shank treble. Fluen er i originaludgaven lidt bøvlet, da der er indbundet guldfasanfjer mod hinanden, der gerne vil kæntre under indbindingen. Med lidt øvelse går det, men man kan nøjes med en enkelt fjer.

 

Man finder en step by step instruktion af denne flue samt flere af de andre nævnte på min hjemmeside www.danishflydesign.dk samt man kan få instruktion i  at binde fluerne ved at deltage på vores fluebinderaften i klubhuset om tirsdagen i vinterhalvåret.

 

 

Her til sidst to rejefluer bundet på klassisk rejefluevis, dvs. med tre hacklet, hvoraf der til det bagerste er brugt den røde kropsfjer fra guldfasanen. En videreudvikling fra Grub fluerne som Pat Curry (of Colloraine) startede med, da han bandt sin Gold shrimp og sin Red shrimp for mere end 75 år siden.

 

 

Wilkinson light shrimp er en Irsk variant af den klassiske lakseflue Silver Wilkinson. Denne flue hvad enten den er bundet på enkelt, dobbelt eller trekrog, med flad eller oval sølvtinsel, med hane eller hønehackler, fanger fisk overalt. Faktisk var det på dette mønster at jeg for efterhånden mange år siden, fangede min første havørred i Varde Å.

 

Det er blevet til en del siden, både på almindelig krogflue, men også når den er bundet

som conehead mikro rørflue.



 

 

 

 

 

Den sidste flue for denne gang er i al ubeskedenhed en egenkreation, skabt til Varde Å. Jeg og mange andre har gennem tiden fanget både havørreder, laks og steelheads på fluen. Som med Wilkinson light shrimp gælder det, at også denne model er god på små rør.

 

 

Disse små rør fisker jeg gerne med når vandet bliver lavt og varmt. Særlig oppe i Skonager har det været sjovt at gå på kanten med en let enhåndsstang og fiske efter de fisk der står og gemmer sig under de udhængende grene som der er oppe på det stykke.

 

Fluen kan bindes både med conehead (small) og uden, men bruges det og i kombination med en treble 14, får man en flue der fisker rigtig godt fra det øjeblik den rammer vandet. Fisk den tværstrøms og lad den hænge længe i strømmen og ”lad den pulse” med små nyk i linen.

 

På tider med ringe strøm og deraf mindre bevægelse i fluen, kan man med fordel ”leve” fluen hele vejen over åen.

 

Med denne lille beretning håber jeg at flere får interesse for de Irske rejefluer og de gamle Spey & Dee fluer og opdager at fluebinding også er håndværk, at rigtige fluer er bundet med fjer og at hår er noget dyr bruger til at holde varmen med. Indtil da, de bedste ønsker for en god sæson og vel mødt i klubben igen til efteråret hvor der endnu engang afvikles fluebindningskursus (næsten) hver tirsdag fra november til april.

Vel mødt på Engdraget 18

 

Tommy Olinsson