Global Fly angler



 

Global Fly angler


Under denne overskrift indleder Henrik Strandgaard et nyt kapitel på siden. Denne historie stammer fra Ildlandet, eller Patagonia blandt fiskere. Henrik havde fornøjelsen af mange og store fisk, men læs nu hvad vor udsendte Global Fly Angler beretter:


Havørred under sydlige himmelstrøg

Tierra del Fuego, Rio Grande  2006

 

På majestætiske vinger løfter kondoren sig i vinden. Under den breder sig det bakkede græsklædte landskab, der udgør afslutningen på det Sydamerikanske kontinent. Kun en fuglenes konge magter at løfte sig på den bidende kolde kuling, der konstant blæser over dette barske, gudsforladte landskab. Han er i sandhed et imponerende syn. De enorme vinger, der spænder hele 3 meter, vibrerer kontra for at kompensere for vindstødende i højden.

Andesbjergenes konge er sjælden. Turister flokkes til kendte rejsemål, for måske - på en heldig dag – at få et enkelt glimt af den. Men her ses den hver dag, når den kommer ud fra bjergene mod vest og krydser indover landet, i sin endeløse søgen efter ådsel.

Den får følgeskab. I alt er der nu 6 majestæter der roterer og langsomt vinder højde. Under dem – 1000 meter nede – ligger Condor Pool, blank og rosa farvet i det blege morgenlys. Vi er på Ildlandet – Tierra del Fuego – ved verdens ende. Som en sølvblank ål, snor Rio Grande sig gennem landskabet med kurs mod havet 60 km borte.

Condor Pool har sit navn fra kondoren, fordi der netop her, hver morgen, opstår termik som tiltrækker de store fugle. Men kondoren er ikke den eneste gæst ved Condor Pool på denne femte og næstsidste dag af mit en uge lange fiskeeventyr. Jeg vender blikket fra kondoren og med det, der uden hjælp fra den nu næsten stormende kuling, kunne have været et vellykket kast, lægger jeg på ny Prince nymfen i nærheden af den modsatte brink.

Den lander ikke helt som ventet. Jeg bider tænderne sammen, jeg har vænnet mig til det – her lykkes ikke altid det, du har sat dig for. Jeg kigger igen op mod kondoren. Fluen svinger langsomt dybt nede, hugget kommer overraskende – mit blik vender sig fra himlen, den iskolde næsten følelsesløse tommelfinger får tæsk igen, - linen vælter af hjulet.

 

Forventningerne var store, da jeg den 2 marts satte kursen sydover mod Argentina og havørred eventyret. Selv fra Montes Claros, der ligger i det centrale Brasilien, er det en lang rejse. 2 stop og en overnatning, så er man fremme i Sao Paulo, hvorefter turen går videre til Buenos Aires og dagen derpå igen, sydpå mod Ildlandet.    

 


For at komme til Rio Grande må man flyve til byen Rio Grande der ligger 4000 km mod syd, eller hvis den enlige daglige flyvning er overbooket – hvad den ofte er – må man helt til Ushuaia, verdens sydligste by på kanten af Beagle kanalen. Jeg er glad for, at jeg er sen til at booke rejsen og derfor må helt til Ushuaia. Jeg er glad, fordi man har egentlig ikke rigtig set Ildlandet, hvis man ikke har set Ushuaia og krydset Andes kæden (Cordilleraen) for at komme ud på ildsletten. 

Nu vi er ved det, så er der faktisk ingen ild eller vulkaner på Ildlandet. Landet har sit navn fra engelske og andre europæiske søfarere, som ved deres første ankomst så ild på kysten om natten. Det var indianerne der tændte bål, for at byde de fremmede velkommen.

 

 

Mit fly lander præcist 10:15 lørdag morgen. I ankomsthallen bliver jeg mødt af et skilt hvorpå der står ”Senor Enrique – Toon Ken” og Pepe, en smilende lokal taxi chauffør, hvis eneste ansvar er, at bringe mig sikkert til Estancia San Julio der ligger på Rio Grande, små 300 km mod nord. Ushuaia er nemt overset, en søvnig by med 35.000 indbyggere, den sidste udpost før Antarktis. Da byen for en stor del lever af store mængder økoturister som flokkes i området, for at nyde de storslåede og dramatiske tinder, gletschere, pingviner m.m., ser det ud til at de fleste priser her er i US dollars. Men byen er også hjembase for en forholdsvis stor erhvervsfiskeflåde, som udnytter fiske- og skaldyrsmængderne der findes her i det kolde næringsrige hav. Ushuaia King Crab er berømt selv i Japan!

Straks udenfor byen begynder vi opkørslen mod Cordilleraen. De argentinske veje er gode, takket være militærregimet (som i så mange andre lande med en militærpolitisk baggrund), der altid er bekymret for infrastruktur og de potentielle problemer der kan opstå ved mangel på samme? Vi passerer gennem fantastiske bjerge med storslået udsigt og når Cordilleraens højeste punkt, Garibaldi passet, efter 45 minutters kørsel. Herfra er der udsigt over den endeløse slette mod nord og Lago Fagnano, den enorme sø, der næsten karver Ildlandet i to dele. Denne del af Ildlandet er faktisk ret uinteressant, med mindre man har et formål med at komme her, f.eks. for at fiske! Det er et fladt, ugæstfrit, koldt og vindblæst land, der helt sikkert lever op til sit navn: El Fin del Mundo – verdens ende! For lystfiskeren derimod, er det et paradis. Mange floder i forskellig størrelse gennemkrydser landet og et uendeligt antal søer ligger blinkende i solen. De fleste af disse er hjemsted for ørreder af alle slags, som for længe siden blev udsat her af – ja, hvem ellers? – englænderne.   

Min taxi chauffør sludrer ivrigt løs på spansk. Takket være mit næsten flydende portugisiske, erhvervet efter to år i Brasilien, formår jeg at konversere lidt med. Jeg fik af lodgen muligheden for at vælge mellem at blive afhentet af en spansk eller engelsktalende chauffør, - men på baggrund af de enorme summer jeg allerede følte at jeg havde betalt, valgte jeg dog den spanske. Turen gik fint, jeg kunne forstå på Pepe, at han allerede havde afleveret flere kunder på Estanciaen, så jeg følte mig i trygge hænder. 2 timer senere, efter at have passeret et utal af mindre elve eller floder, når vi frem til Rio Grande. Rio Grande er ganske uinspirerende og minder meget om byerne på Grønland.  Ingen træer, tæt liggende huse i sten og træ, og elektricitetsledninger der hænger fra master i massevis. Skraldet smider man som de fleste steder i Sydamerika på den tomme nabogrund! MEN tag ikke fejl, der er penge her! Bilerne, der holder parkerede foran husene, sladrer. Ligeledes gør de store industribygninger med skilte som Hitachi, Sony m.fl. Her er også olie og oliearbejdere har penge. Derfor har Rio Grande hele 3 spillekasinoer! Vi passerer hurtigt byen og drejer ind på en grusvej, der snor sig mod nordvest. Skiltet siger Estancia San Julio 57 km.

 

 

Ildlandet okkuperes for en stor del af enorme Estanciaer – ranches. Så store, at en dansk storbonde ville falde i svime. Der holdes primært får, men også en del kødkvæg. Den første Estancia vi kører igennem er Estancia Maria Behety. Nu begynder hjertet at banke. Jeg kan lugte havørred – Maria Behety er den mest berømte af alle estanciaerne på Ildlandet med sine 35 km af den fineste og mest eksklusive del af Rio Grande. Estanciaen har sin egen skønhed; hvem ville ikke gerne være konge over de 150.000 hektar og oliepumperne der diskret vipper op og ned bag bakkerne, for ikke at glemme verdens mest berømte havørredflod. Skide være med de manglende træer!

 

Vejen bliver langsomt værre! Taxaen er lille og alle andre køretøjer vi møder, er store firhjulstrækkere. Hvad gør det, det tager lidt længere og landskabet er – tja, interessant! Efter yderligere 1 ½ time når vi Estancia San Julio – der er dog stadig ingen flod i sigte. Da chaufføren spørger om vej af formanden i den forbipasserende truck, bliver det klart for mig, at han faktisk aldrig har taget denne tur før. OK, ingen problemer, ranchformanden smiler og peger: Toon Ken ligger forenden af den vej – kun 15 minutters kørsel fremme.

 

Efter 30 minutters kørsel når vi til en gaffel. Hmm, chaufføren stopper og mumler. Efter en kort tænkepause vælger han den venstre gren og vi kører videre. Til alt held har jeg medbragt min GPS og på den kan jeg se, at grænsen til Chile befinder sig 12 km borte mod vest og vi er igen på vej mod øst. Jeg synes jeg kan huske en bro der skal krydse Rio Grande, men der er stadig ingen flod i syne. Efter 1 kilometer eller 2, lægger jeg mærke til, at der ikke er nogen spor efter dæk på vejen, som nu er blevet til et hjulspor – STOP! Efter at have forklaret dette til chaufføren, vender vi om og han tager nu den midterste gaffel. Bedre – her er der spor efter dæk! Vi kører mod vest, den chilenske grænse er nu kun 6 km borte og vi har kørt 30 km siden San Julio. Det her er helt forkert, tænker jeg. Men pludselig skal vi passere en lille bro og åbne en låge der spærrer vejen. OK siger chaufføren ”Dame fra lodge siger til mig: åbne låge ved bro, derefter 5 km til lodge!” Hvor herre bevares, nu påstår han altså, at han ved, hvor vi er. Nå, men jeg er glad, så længe vi holder afstand til den chilenske grænse, som nu er 4 km borte på GPS’en. Jeg ved vi kører mod syd og i den retning hvor floden må ligge. Og der fremme ligger den, - for satan! På en bakkeskråning med udsigt over Rio Grande: Estancia San Julio’s Toon-Ken fishing lodge.

Vi stopper ved hovedindgangen – præcis 6 timer efter at have forladt Ushuaia. Her modtages vi af Stella, den unge (og smukke) lodge manager og vores head guide German Pacho. Hurtigt dukker også 4 af mine 5 medfiskere frem, 2 nordmænd (Harald og Jan), en englænder fra Jersey (Ben) og en islænder (Thorfinnur – til daglig kaldet Finni) – de byder mig velkommen og leder mig straks ind til den ventende eftermiddagste.

 

 

Som en kuriositet kan jeg nævne, at min femte medfisker (Reef fra London) lander på netop dette tidspunkt i Ushuaia. Han tager, ligesom mig, en taxa mod lodgen. De ankommer til lågen ved floden kl. 22:30 senere på aftenen og chaufføren, som heller ikke kender vejen og som heller ikke ved at lågen bare kan åbnes (og at de kun befinder sig 3 km fra lodgen), vender tilbage og stopper i udkanten af estancians hovedbygninger. Her spenderer de natten (i bilen) uden så meget som at spørge om vej i et af formændenes huse. De ankommer til lodgen den næste morgen kl. 8:00!

Lodgen

Første dag. Efter at være budt velkommen, bliver jeg ledt til mit værelse og får hurtigt pakket tasken ud, hvorefter jeg støder til de andre i stuen foran en stor brølende patagonisk kamin. Fedt! Lodgen lugter af hygge og perfektion. Mine medfiskere – viser det sig, er alle højt på strå, pensionerede og med store formuer. Jeg er den eneste der har en chef derhjemme! Med undtagelse af Finni, som er chauffør og alt mulig mand for Lax-á på Island. MEN, som jeg altid har oplevet det: lystfiskere er lystfiskere – vi deler alle den samme passion og vi glemmer derfor hurtigt vores finansielle baggrunde (selvom der foran ilden de efterfølgende aftener, blev diskuteret en del skattelettelsesprogrammer, hedge funding m.m., emner som jeg ikke kan prale af at have det store kendskab til).
 

 

Stella annoncerer nu, at vores 3 guider vil køre os på fremvisning ved floden kl. 17:30 – se at få grejet samlet! Stænger bliver samlet og der dannes makkerpar. Min makker for ugen bliver Finni, de to nordmænd fisker sammen og Ben venter på sin makker Reef, som jo pt. er på vej mod lodgen i taxa.

 

Toon Ken ligger ved den øvre grænse af San Julios vand, så alt fiskeriet foregår på en 15 km strækning nedstrøms for lodgen. Hver dag bevæger vi os derfor ud i firehjulstrækkere med 1 guide for hvert makkerpar. San Julio (som ligger på nord siden) deler vand med 3 andre estanciaer på sydsiden af floden, i et rotations system, således at begge sider kan fiskes. I alt fisker således 18 fiskere på vandet, men det er sjældent man render ind i de andre. Opstrøms for Toon Ken ligger Ted Turners estancia (CNN m.m.), som har deres eget fiskeri.

Vi kører nedstrøms i det friske eftermiddagssolskinsvejr. Det er vindstille – fint. Lige for en god ordens skyld: Det bliver vores sidste dag med vindstille! Finni og jeg er heldige at starte ud med German Pacho – han er kendt for sine 7 år på Toon Ken og er en meget erfaren guide. God start.

Efter 2o minutters kørsel på en dårlig vej langs floden (intens regn i ugerne forinden har ødelagt de ellers udmærkede vejforhold og i øvrigt hævet vandstanden i Rio Grande mærkbart), når vi en superb klassisk pool i et stort blødt sving. Jeg vil i øvrigt ikke nævne navnene på de forskellige pools vi fisker de næste dage, af den simple grund at jeg ikke husker alle navnene. 

Ivrig efter at komme i gang, råder German mig til at starte øverst i poolen og – ”ja, den ”Girdle bug” lignende gummi flue dér, den kan du godt bruge” siger han og peger i flueæsken med de, i Buenos Aires indkøbte fluer. Det er let at kaste og det viser sig hurtigt, at mit skydehoved er perfekt tunet til stangen. Skydehovederne er blevet tunet i swimmingpoolen hjemme i Montes Claros i ugerne forinden – jeg håber ikke at fisken kan lugte kloret! Øverst i poolen tæt på modsat bred ligger en stor sten under vandet – et klassisk scenarie – her ved jeg hvor fisken står og ja, i femte kast efter og efter at have strippet fluen et par sekunder – en direkte træffer! Fænomenal fight, jeg er nervøs – det er længe siden sidst og jeg vil nødig miste fisken – OG sikke en fisk. German netter den og vægten tipper ved 12 pund. FEEDT, sikke en ørred – ny personlig rekord på under 10 minutter. Slut med drømmeriet – dette er virkeligheden, Sonny Boy!   

Reaktionen kommer prompte: total afslappelse, med en ørred som denne er målet med turen allerede opfyldt. MEEN, man bliver jo hurtigt grådig! Og vi ved jo alle, at en fisker der har fået én fisk, med stor sandsynlighed vil få en anden – og det gjorde jeg så. 2 ørreder mere blev det til den aften, ingen større end den første – men dog en KANON start!

Anden dag. Blæsende, - for at sige det mildt! En sådan vind vil sortere bukkene fra fårene, tænker jeg! Efter en god nats søvn og et lækkert morgenbord og god hygge, kører German os til en ny pool fra morgenstunden. Vindstyrken nærmer sig stormende kuling, ”meget normalt” siger German – selvom det ikke er nogen trøst, på mig virker det nærmest irriterende. Først ved jeg overhovedet ikke hvordan jeg skal kaste. Fluen fisker dårligt, dingler rundt under vandet og på det forkerte sted, hmmm! Så pludselig husker jeg det gode gamle ”slap kast”. Dette baglæns kast, hvor man afslutter med en ”bagsideflad” til kinden, er jo ganske udbredt i det danske kystfiskeri, specielt når vinden er pålands. Man står med siden til kasteretningen og dobbelttrækker normalt og efter det sidste fremkast dobbelttrækkes der igen og i bagkastet skydes linen løs med en hurtig ”lussing”. Ganske effektivt, når først man kender det. Nu lander fluen tæt under modsatte bred og den svømmer rigtigt. Resultatet udebliver ikke! Det bliver til 3 fisk denne morgen, med den største på 15 pund – super, glorien hænger allerede over mit hoved! Bagsiden af dagens historie: Min kastehånd er træt og den gør ondt, 2 år uden at kaste og 3 timers smækken lussinger kan mærkes, - jeg begynder at blive bekymret!     

Om aftenen får vi ny guide. Alex er ung (kun 19) og har sin anden sæson på Toon Ken. Virkelig fin fyr, med samme drive og entusiasme som jeg selv havde, da jeg var i hans alder – for meget længe siden. Alex tager os med til Windless – en meget fin pool, der har sit navn, fordi den kun kan fiskes når det er vindstille! Dårligt valg! Det blæser stadig stiv kuling - direkte opstrøms og min hånd er begyndt at hæve. Som mørket falder på og intet indtil videre har haft fat i fluen, bestemmer jeg, at da jeg er kunden, er det mig der bestemmer hvor vi skal fiske. OK for Alex.

Vores næste pool for i aften ligger umiddelbart nedstrøms. Alex og jeg forlader Finni, vader over nakken og forsvinder nedstrøms. Her kommer vinden da i det mindste fra opstrøms siden, men stadig ingen nåde – vinden stilner ikke det mindste af. Alex giver et par tips om standpladser i poolen og forsvinder opstrøms igen. Jeg kaster og kaster og samtidig baner jeg mig stille og roligt ned igennem poolen. Mørket falder på og jeg får modet tilbage. Jeg er vandt til at jage havørreden i totalt mørke – det er her sanserne virkelig kommer i brug og man fisker på ren adrenalin! 21:40 – den sorte zonker rammes slemt – og tungt! I tusmørket mærker jeg fisken ræse af sted i strømrenden ved modsatte bred, men den viser sig ikke. Min hånd værker og Scott stangen er spændt til bristepunktet. Stille og roligt giver den op, og jeg strander den på grusbanken midt i strømmen uden problemer. Husk lige på, at havørreden ikke har den gode ”holde” hale som laksen! Ingen guide og ingen vægt og den skal ud hurtigt. Jeg afmærker længden med tape på stangen og sætter fisken tilbage – en stor sølvgrå hunfisk. Næste dag sætter vi målebåndet på stangen, det viser 90-91 cm. Sikke en ørred, guiderne tør ikke gætte på vægten – men det gør jeg!    

Tredje dag. Jeg er helt død! Vinden er ved at drive mig til vanvid – dårlig præsentation og manglende tro – og min hånd ligner en slagters! Jeg har kun den ene Scott stang med, men Alex er flink til at låne mig hans 12.3 Sage tohåndsstang. Jeg har aldrig været specielt glad for Sage tohåndsstænger, de er stive og jeg er vandt til den traditionelle spey aktion, men denne her viser hurtigt sit værd. Nu er det pludselig legende let at kaste, hånden spares og bedst af alt: nu kan jeg igen mestre alle vindretninger. TUSIND tak til Alex!

Fjerde dag. Min hånd er vendt tilbage til livet! Tohåndsstænger er effektive, ikke kun lette at håndtere, men mendning af linen og fight af fisk går som en leg. Mine skydehoveder passer også perfekt til denne stang. Om aftenen får Finni og jeg igen ny guide. Alejandro er den tredje guide på Toon Ken. Han har ligesom Alex 2 sæsoner på stykket. Jeg kroger og lander 3 fisk med en 15 punder på toppen – så er vi tilbage i legen!

Femte dag. Nu ankommer Jorge (Sjorsje)! Jorge har tyve års erfaring på Rio Grande og de fleste andre floder på Ildlandet og det sydlige Patagonien og det kan lugtes! Han bliver hurtigt omdøbt til "the Sergeant Major" - oversergenten. Han bestemmer takten og du hører efter - ikke omvendt! Jorge overtager guidningen for German, som må spendere en dag ved skrivebordet.

Det er en flot morgen (næsten ingen vind – kun kuling!) og vi er tilbage med Alex. Efter at have kæmpet med vinden og en tilsyneladende død pool, bestemmer jeg mig for igen, at lade Alex flytte mig til en anden pool – igen uden guide og fiskemakker Finni. Alex giver sin sædvanlige briefing og jeg starter fiskeriet i en lang lige ”sunk bank” pool, dvs. en pool hvor den meterhøje græsbrink er blevet undergravet af strømmen og som følge heraf, på visse steder er faldet sammen. Efter at have arbejdet mig igennem poolen uden held, vender jeg tilbage opstrøms. Straks under nakken lægger jeg mærke til, at der i strømrenden er et lille ”spejl” på 5 x 5 meter fulgt af et lille bagvand – et perfekt strømlæ. Sådanne pladser holder normalt altid fisk, men min første forsigtige tur igennem giver intet. Hmm, jeg skifter til en tungere flue, en lilla Wonderbug og starter forfra. Næsten øjeblikkeligt får jeg to små puf til fluen – det kan være den lokale bækørred, men intet hug. Det kan simpelthen ikke passe, jeg tager en tur og et par kast mere.

 

 

 

 

Hugget kommer øjeblikkeligt. Fluen rammes hårdt og en 7-8 punds blankfisk springer fri af vandet. Der er altså trods alt fisk i poolen. Udsætning og nyt kast. Et dybt stød i stangen og en stor ørred flyver helt fri i luften. En flot stålgrå hun, frem med kameraet og så ud igen. Alex og Finni ankommer i bilen netop som jeg lægger det næste kast udover spejlet. Jeg når ikke at reagere før stangen næsten bliver flået ud af hænderne på mig. STOR fisk! Den går fri af vandet, det er igen en flot hunfisk og den er større end den sidste. Nu får jeg endelig den 20 punder jeg har ventet på! Fisken vejer dog ikke 20 pund, men måske 15-17. Alex måber på den anden bred. De tre fisk bliver fotograferet, men aldrig vejet. Hvilken fantastisk morgen! 
 

 

Aften. Vi er skræmte! - Jorge har haglet Ben og Reef (de to englændere) om formiddagen og de bekræfter hans imaginære militære rang. OG NU er det Finnis og min tur! Vi kører til den samme klassiske pool, som vi fiskede den første aften sammen med German. Jorge bestemmer: Han ser mine kast og bedømmer at jeg KAN nå den modsatte bred uden at vade. Det var her jeg fik min første fisk lørdag aften på klassisk vis, vadning langs kanten, spey kast, et par mend, hvorefter fluen synker i strømmen og tages langsomt ind ved stripmetoden. Mine forslag preller af på Jorge som vand på fedt. Det vil han overhovedet ikke være med til! I stedet kommanderer han: "Ned på knæ, linen på græsset, kast til modsat bred, ingen mend, tæl til 5, ÉT (og kun ÉT) kort nøk - og så angriber fisken, værsgo at gå i gang! - husk at få den ud af poolen hurtigt nedstrøms, så du kan rykke op og tage den næste bagefter".

Jeg binder en lille Prince #8 på, kaster, tæller, giver et nyk og tæller og nykker igen! JORGE RÅBER som en general: "hørte du ikke hvad jeg sagde? - kun et nyk!" OK OK, vi prøver igen. Jeg kaster og rammer lervæggen som udgør modsatte bred. Jeg tæller – og nu ser jeg fisken bag fluen, et kort nyk og BANG så er den der – fantastisk, han havde sgu’ ret! (MEN, nu plejer jeg jo heller ikke at være den der overhører et godt råd, vel?) Jorge lander fisken nedstrøms i poolen – en smuk hunfisk på 16 pund - få uger i floden og rigtig flot. Jeg er imponeret, men det er Jorge ikke. "GODT arbejde, mand - du skal bare lytte - tag nu den næste, der er flere gode fisk i denne pool" siger han.

Det er min lykkeaften – jeg kan mærke det i blodet! Jeg kaster og nykker og BANG, tangodans i poolen! Det er en stor fisk og denne gang har jeg kun lidt kontrol – den kan ikke stoppes, men sprøjter hele poolen til, mens den danser rundt på halen med fluen i munden. Men de mange fisk har givet en indre ro, der er sværd at skræmme. Jeg får fisken nedstrøms og Jorge lander den. Han råber ”WAUWWW – vi skal have champagne i aften, gutter!” 21 stålgrå pund fordelt på en flot hunfisk - en drømmefisk af dimensioner – hvad mere kan denne flod dog byde? Jorge genudsætter fisken - dette er simpelthen fantastisk!

Nyt kast BANG - samme størrelse - men efter en lang og tung fight, står den af på netrammen. Jorge skælder ud (selvom det jo er hans fejl!) - "du styrer fisken for hårdt, mand!". Nåh ja, de skal jo overleve og hvad gør en enkelt mistet fisk midt i denne fiskegalskab?

Nu er det Finnis tur. En tung fisk tager hans flue midt i strømmen 40 meter nedstrøms for mig. Jeg lægger stangen til side og tager billeder undervejs i fighten. Det er fedt at fiske, men næsten federe at se på! Det bliver en god lang fight og Jorge jubler igen – ”den her er større” siger han. Vægten tipper ved 24 pund! Finni "fifteen" har mistet sit navn, han hedder nu Finni "twentyfour"!

Aftenens hjemkomst fejres på behørig vis (og som altid på Toon Ken) med champagne til alle. Natten er rolig – og drømmeløs, selvfølgelig!

Sjette dag. Vi er igen sammen med Alejandro. Efter en sej morgen med kulde og stærk blæst, lykkedes det mig at kroge en herlig 7 pund blankfisk, frisk og med exceptionel styrke. Vi flytter på vanlig vis pool og i stedet for at vade over poolen og fiske til strømrenden ved modsatte nedfaldne brink, foreslår jeg Alejandro, at vi bliver og fisker kort line i dybrenden. Jeg trækker 2 m line af hjulet, ruller fluen ud og den gribes øjeblikkeligt i overfladen af en flot hanfisk med en imponerende kæbekrog. alejandro har ret, det er langt sværere at fighte fisken her på sit eget element – den dybe strømrende! Fighten er tung, men efter nogen tid lykkedes det Alejandro at få nettet under den. En god stærk 13 punder – en af de flotteste hanfisk jeg har fået på hele denne tur.

Om aftenen er vi igen ude med German og det bliver til yderligere 2 mindre fisk (mindre end 15 pund!). Jeg er træt!

Syvende dag. Alejandro tager sig af os om morgenen – det giver 1 fisk. Jorge tager aftenpasset, som bliver stille - det bliver til en steelhead på 1 1/2 kg. Jeg er træt og en ny drøm fødes: Ønsket om hurtigst muligt at komme så langt væk fra fluefiskeriet og dette sted som muligt - så nu er det godt det er slut!

Denne sidste aften fejres med en ny stormiddag, hvorefter vi pakker sammen og går i seng, vi skal afgå tidligt mod Rio Grande by og flyet tilbage til civilisationen.

Totalt set landede vores team på 6 stænger 83 fisk med mange tunge fisk i klassen 15-18 pund samt de to største på 21 og 24 pund. Jeg selv landede 21 fisk med personlig rekord på 21 pund - godt gået sønneke!

Den næste morgen står hele lodgens personale i døren med vores kok Diego i front og vinker. Jeg fik aldrig rigtig nævnt dem, men de var alle varme og imødekommende mennesker, der gjorde alt for, at vi følte os rigtig godt hjemme og tilpas. Diegos mad er en historie for sig selv, som jeg må fortælle om en anden gang (i Gastronomisk Månedsmagasin) – jeg vil lade læseren drømme om det. Selv takker jeg herren for min fænomenale fordøjelse!

Da vi sætter os ind i bilen, vender jeg en sidste gang blikket udover dalen, landskabet og Rio Grande, der blinker i morgenlyset. En bevægelse på himlen fanger mit blik: Kondoren er også på vej nordover, en enlig rejsende på den bidende vind. Med dette billede er en drøm blevet til virkelighed og Ildlandet cementeres for evigt i mit minde.