Opslagstavlen

Opslagstavlen i juni 2004

Opslagstavlen i juni 2004 indeholder:

- Fishingdenmark i sommerlandet.

- Varde Å laks og andre fine fangster

- Dyrskuet i Varde

- Wolly Bugger

- Fangstrapporter fra områdets åer.

 

 

 
 
Tirsdag d. 29. juni. Havørred opgang i Varde Å.

Havørretrækket er ved at komme godt i gang. Der kommer næsten daglige meldinger på havørreder. Fisk på 1-5 kg lyder historierne..

i dag er der således fanget en fisk på 5 kg, samt et par småfisk. Søndag var der også flere der havde kontakt med fisk

 
 
Mandag d. 28. juni. Grødeskæring i Holsted Å.

I øjeblikket skæres der grøde i Holsted Å, på strækket mellem Gørding og Bramming og det i sådanne mængder, at fiskeri er fuldstændig umuligt. Der er drivende grødeklatter overalt i åen, så find en anden å hvis du vil fiske.

 
Søndag d. 27. juni. Juni regn giver godt fiskeri

Regnvejret har betydet at fiskeriet har bedret sig betydeligt. Der meldes således om fangster i næsten alle områdets åer. I Varde Å bliver der fanget både laks og havørred, således en laks på 6 kg i går og havørred på 3-4 kg i dag. Der var mange folk på åen, men de fleste fangede ingenting. I Holsted og Sneum Å bliver der fanget både laks og havørred, Sneum to laks på 74cm 4kg og 70 cm 2,7 kg i Holsted en havørred på 65 cm og 3,7 kg. I Kongeåen skæres der fortsat grøde, vi er efterhånden så langt henne på sommeren at der burde være fisk dernede, men den er ikke nem at fange fisk i, når man ser bort fra det lette tørfluefiskeri højere oppe i å-systemet. Gels-åen er et kapitel for sig, her fanges masser af fisk, men stykket er lukket og derfor har det ringe interesse her på siden.

Polle, en god bekendt fra fisketips.dk og jeg var i Varde Å hele morgenen og dagen, dejlig dag og en masse fiskeri, men desværre med et resultat som de fleste dage.

 
 
Torsdag d. 24. juni. Vejret i Vestjylland.

Det er (for lystfiskere) det skønneste vejr i øjeblikket. Det regner, vandstanden i åerne stiger, og fiskene er på vej op. I øjeblikket er der daglige meldinger om vandrefisk i Varde Å, havørrederne er begyndt at gå op og der er fanget flere fine fisk på det sidste. Preben Pedersen fra Roust landede en nyopstegen havørred på 3,4 kg forleden dag.
I kongeåen er å-manden i gang med grødeklipning, hvilket har resulteret i at åen igen er blevet bred og til at fiske i. Kombineret med regnen betyder det, at nu er havørrederne på vej og vi skulle gerne snart få nogen meldinger på vægtige vestjyske ørreder.
Brugte eftermiddagen i tirsdags på et besøg i Holme Å. Her var der klækninger af flere forskellige døgnfluer, så således både Baetis Rhodani, Heptagenia Sulphurea og Caenis Rivolorum. Der var mange vårfluer, fra de mindste i str. 18 og op til str. 12. Bl.a. var der mange yellow Sally. Der var dovenfluer og myg, alt for mange, og de var sultne. Fisk var der også en del af, fangede således en stalling på 35 cm og bommede derudover 3 fisk.

 
 
Tirsdag d. 22. juni. Flere laks fra Varde Å.

Måtte det aldrig få ende... Her er så lidt flere gode nyheder fra Varde Å. Søndag morgen blev der, ud over de allerede nævnte fisk, fanget en på 6,7 kg 86 cm. I fredags blev der fanget en laks på 101 cm 9,5 kg+. Da jeg var på åen i går, så jeg således 5 fisk, heraf to der trak op gennem åen, sandsynligvis friske fisk. Havde en enkelt der fulgte fluen, men desværre blev det ved det.

 

Torben Isaksen med laks 96 cm 7,8 kg fra søndag aften. 

 
Søndag d. 20. juni. Endnu en Varde Å laks. Og så en til, denne gang en kæmpe.

Torben Isaksen, Esbjerg, fangede her til aften en laks på 96 cm 7,8 kg. Torben fortæller at fisken tog nogle temmelig kraftige udløb og han var således et par hundrede meter nede af åen, og op igen, før fisken overgav sig. Fighten tog ca. 15 minutter. Da fisken skulle landes, gik nettet i stykker og fisken faldt ret igennem, men på land kom den og det var en meget glad fisker der tog imod, da jeg nåede frem med net og kamera. Stort tillykke, det var en velfortjent fisk.

Her i eftermiddag er der blevet fanget en laks på 6,5 kg. Flere detaljer følger...

 

Søndag d. 20. juni. Flere laks.

I mandags blev der fanget en lille sommerlaks i Varde Å. I fredags en flot 6 kg 86 cm laks fra Sneum Å. Så den nylige regn lader til at have virket.

 

Davor Huremovic med laks fra Sneum å 86 cm og 6 kg

 

 
 
Lørdag d. 19. juni . Fishingdenmark i sommerlandet.
 
I sidste uge blev jeg kontaktet af projektleder Preben Kæseler fra Fishingdenmark, om jeg havde tid til at tage med på tur til Karup Å. Der kom besøg fra det tyske fiskemagasin Rute & rolle. Journalisterne var heroppe for at høre lidt om bæredygtigt fiskeri og selv at afprøve mulighederne, for bagefter at kunne berette videre til vores sydlige naboer.

Hvad jeg blot troede skulle være en lille hyggetur, var en del af en noget større plan end Preben havde sat mig ind i. Men hør nu.

Jeg var blevet sat i stævne på torvet i Viborg kl. 1800 torsdag. Var der oppe i god tid og mødte her Preben og de to journalister. Vi skulle så mødes med Alice Danielsen, der er marketingschef i destination Viborg, der er det nyligt fishingdenmark certificerede turistkontor under Danmarks turistråd.  Alice Danielsen viste rundt i de meget flotte lokaler der udgør Viborg turistkontor og bagefter inviterede hun på middag på en god restaurant - 6 meter under jorden - inde i Viborg i en meget gammel krypt. Flot sted og med god mad. Under middagen, borede vi selvfølgelig i, hvor meget Alice selv vidste om fluefiskeri. Konklusionen på samtalen blev, at vi satte Alice i stævne på Hessellund sø-camping samme aften, for at hun skulle ud og se hvad natfiskeri efter havørred egentlig går ud på.

Alice Danielsen klar til natfiskeri på Karup Å.

 
Vi fandt ud til campingpladsen, fik os installeret, rigget grejet til og gjort os klar til en hyggelig sommernat med jagt på havørrederne.
 

vores base.

 
På campingpladsen (der også er Fishingdenmark certificeret) havde vi det held, at Christian, en ung og meget ivrig/dygtig fluefisker skulle være vores guide. Han kender området som sin egen baglomme og var meget hjælpsom med at vise os til rette.

Det var efterhånden blevet godt mørkt, så nu skulle der fiskes. I hvert eneste kast var der pillen ved fluen - ikke af fisk - men af den grøde, der var blevet skåret tidligere på dagen. På et tidspunkt lykkedes det mig at få lagt fluen ned mellem to grødeklatter og det resulterede da også i en fisk til fluen. Desværre havde den en anden holdning end jeg, til at blive hængende og kort efter skiltes vores veje, det gav dog så meget blod på tanden, at da vi efter kl. 0100 kaffen talte om at gå på køjen, (tyskerne havde en 6 timers køretur bag sig og var meget trætte) blev vi enige om, at det kunne ordnes senere på morgenen. Klokken nåede da også at runde 4 før vi kom i posen. Alice skulle på arbejde fredag og derfor smuttede hun efter Kelly-kaffen da hun også lige skulle nå hjem at sove - men tror jeg - en god oplevelse rigere.

Ganske få minutter efter, at jeg havde lukket øjnene, kom Preben ind med rundstykker, han havde en løjerlig ide om, at dagen ikke skulle soves væk, da vi havde et temmelig vigtigt møde i Herning. Det kommer jeg til om lidt.

Efter en mindre diskussion med min sovepose, smed den mig ud, op og lave morgenkaffe selvom klokken var kun 9 om natten.

 

Nogen af os får morgenmad, en anden herre der sov fisketiden væk, havde mere travlt med at binde fluer.

 
Nå, men vi kom altså til Herning. Turistkontoret var flyttet til nye, store og meget flotte lokaler. Der var officiel indvielse og i den forbindelse, er destination Herning også blevet Fishingdenmark-certificeret.

 

Hernings turistchef Ole Pedersen fortæller om Fishingdenmark-konceptet

 

Her overrækker Preben Kæseler det officielle Fishingdenmark skilt til turistchef Ole Pedersen.

 

Selv en borgmester vil gerne vide lidt om fiskeri

 
Efter begivenheden på turistkontoret kørte vi tilbage til Hessellund. Der skulle bindes et par fluer og grejet skulle gøres klar. Nu skulle vi til zone 4 på Karup å. Vi kørte til Hagebro købmanden og hentede vores fiskekort og herefter ned på åen. Vi kom så tidligt, at der var masser af tid til kaffe, så endnu engang måtte den hårdt prøvede Kelly kedel igang. Da vi endelig nåede åen, kunne man nemt se at rygterne om forrige aftens massive fangster var kommet langt omkring. Alle talte om at der var fanget 7 havørreder på strækket den forrige aften. En enkelt person havde fanget tre fisk alle i en god størrelse. Der gik 17 mand og fiskede, så åen var tæt besat på begge sider. Alligevel var der en fin disciplin. Folk der kom til åen i mindre grupper, ventede pænt på, at det blev deres tur og fordelte sig fint ned over åen. Der blev fisket af hjertens lyst, men desværre, ingen fisk. Det eneste liv der tilsyneladende var, var de fiskere der gik på kanterne. Kl. 2  var vi tilbage på campingpladsen, en dejlig oplevelse rigere - men stadig ingen fisk. Vore tyske gæster fik virkelig syn for, at havørredfiskeriet i åerne ikke bare er et spørgsmål om at trække fisk op. De fortalte dog samstemmende, at de havde haft en god oplevelse og det var jo, hvad turen drejede sig om. Efter en alt for kort nattesøvn, fik vi overstået morgenmaden og fik gjort hytterne rene. I mellemtiden var det jo blevet sommerferie for skolebørnene, hvilket igen resulterede i et massivt indryk af gæster på campingpladsen. Overfor vores hytte blev der fyldt op med campingvogne, hvori der var en masse børn. Disse skulle ned og fiske i søerne der lå på campingpladsen. Sjældent har jeg set så meget fiskeglæde som den der lyste ud af øjnene på børnene. Faktisk var jeg nød til at lave et par billeder af dem, som I kan se herunder.

 

Spændt venten, nu skulle der fiskes.

 

Desværre ved jeg ikke hvorledes fisketuren endte, men hvis alle havde samme glæde ved fiskeri som børnene her,
ville fiskeguide jobbet være verdens bedste arbejde.

 
Lørdag middag sluttede turen for mit vedkommende. Preben og gæsterne skulle videre til Skjern Å på et privat stykke ved Skarrild. De skulle fiske laks hos endnu en fishingdenmark-certificeret vært. Da jeg talte med Preben lørdag aften, kunne jeg forstå, at her var virkelig gjort noget ud af enkelthederne. De var blevet indkvarteret i meget flotte 2-værelses lejligheder, med eget bad og toilet, på loftet af den bondegård, hvor de skulle bo. Derudover var der fiskegrej gjort klar af Ole, som værten hedder. Preben fortalte, at stænger med hjul osv. hang klar i garagen blot ventende på gæsterne skulle ned og fiske. Se det er jo en fiskecamp lige efter mit ønske. Men måske at vi begynder at se mere af det, efterhånden som fiskeriet kommer op igen her i Danmark. En ting er i alt fald helt sikkert. Fishingdenmark har sat nye standarter for kvalitet herhjemme.
 

Dette afsnit er klippet fra Dansk turisme, Information til turisterhvervet fra Danmarks turistråd
 

Tyske lystfisker-journalister ved Karup Å
 

Hessellund Sø-Camping dannede i sidste uge rammen om et pressebesøg fra det anerkendte tyske lystfiskermagasin Rute & Rolle. To journalister fra bladet, der selv er ivrige lystfiskere, indlogerede sig på pladsen for at forsøge sig ud i fluefiskeriets kunst i Karup Å . Desuden var de på tur for at se nærmere på området.

Hensigten med turen var at journalisterne skulle opleve Viborg-egnen som lystfiskerområde - og beskrive dette i en artikel til det tyske magasin.

Turen var arrangeret af Fishing Denmark, dansk turismes nye kvalitets- og markedsføringsplatform for lystfiskerturisme i Danmark, i samarbejde med ViborgEgnens Turistråd.

Med på turen var projektleder Preben Kæseler fra Fishing Denmark, og Tommy Olinsson, der en af Danmarks mest anerkendte fluebindere. Kristian Rasmussen fra Hessellund Sø-Camping fungerer som lokal guide på stedet.

Turen er et led i Fishing Denmarks markedsføring overfor udenlandske lystfiskere - og i den forbindelse er Viborg-egnen netop blevet godkendt som et af de første lystfiskervenlige områder i Danmark. Viborg Turistbureau har derfor som synligt bevis ret til at skilte med Fishing Denmarks kvalitetmærke. Det er hensigten, at kvalitetsmærket skal brede sig til både overnatningssteder, grejbutikker, turistbureauer og fiskesøer. Foreløbig er Danhostel Viborg Vandrerhjem og Hessellund Sø-Camping blevet tildelt mærket og flere ventes at følge trop.

 

 

 

Lørdag d. 12. juni. Dagens dyrskue.

Igen i dag var vi til dyrskue, nedenfor lidt billeder om dagens begivenheder.

 

Danni instruerer i fluebinding

Der sys net

 
 

Per Hansen demonstrerer fluekast med to-håndsstang

 
Fredag d. 11. juni. Varde i dyrskuets tegn.

I dag startede dyrskuet i Varde. Foreningen stillede med en stand, hvori der blev lavet spinnere, bundet fluer og snakket...

Herunder lidt billeder, der næsten taler for sig selv.

   

Vores telt på tivolipladsen

Uden mad og drikke...

Polle laver spinnere

-Her snakkes bare...

Ham sjæl

 

Danni binder muddlerfluer

 

Mere kaffe...

Og her , lidt aftenstemning fra Holsted Å.

 
Og så blev der for resten fanget endnu en laks til morgen, denne gang en fisk på 73 cm og 3,4 kg igen en fisk fra Varde Å.
 
 
 

Søndag d. 6. juni. Så den gal igen.

Jeg har netop modtaget en mail fra Kim Christensen, en go' bekendt fra FFFD. Han skriver at han og en kammerat har været en tur på Varde Å i dag,  Makkeren ville lige prøve Kims stang, hvilket resulterede i en laks på 6,75 kg og 87 cm. Stort tillykke til ham. fisken er den kun 4. der er fanget på fluestang i år. Endnu en dagkortfisker, der bare kan det der!!! Nu skal vi bare have Orla Bertram til at skrive at Varde Å ligger stille for tiden, sidste gang han gjorde det, gav det i alt fald en masse fisk, så Orla kom igen...

 
Søndag d. 6. juni. Udflugt til Karup Å.

Lørdag oprandt den store dag, som jeg havde set frem til længe. Polle som jeg kender fra fisketips.dk og undertegnede skulle på hygge/fisketur til Karup Å på Aulum-Haderup stykket. Sidst på eftermiddagen, mødtes vi så hos købmanden i Hagebro. Det var meget hyggeligt, og jeg må på det bestemteste anbefale besøgende i området at afsætte tid til en sludder hos købmanden, for han er en meget hyggelig fyr. Herefter fortsatte vi op til p-pladsen, hvor vores base blev anlagt. Der var allerede en bil på pladsen, men rigeligt plads til alle. vi var så tidligt ved åen, at der var rigelig tid til både kaffe og diverse. Alt imens vi så sad og drak den kaffe, kunne vi høre at der kom folk op fra åen. Sjovt nok var det gamle bekendte, nemlig Ivan og Flemming fluebinder, som jeg havde fornøjelsen af, at have besøg af sidste sommer. De vidste dog allerede at jeg var der, før de havde set mig, da kedlen stod på deres vej, og så gættede de jo nok hvem der var i området. Nå men mødet endte op i en hyggestund der varede væsentlig længere end først planlagt og det blev da også til middag (BBQ spareribs) før vi endelig nåede ned til åen. Vi havde en god tur nedover, og havde også flere tilbud på vejen, således nåede jeg at mærke tre fisk, før det blev nat-te-pausetid. der var flere springende fisk, dog ingen så sultne at de ville spise fluerne. Om morgenfiskeriet er blot at fortælle, at fuglene holdt en god koncert, vinden var både kraftig og kølig og fiskene holdt siesta, eller hvad sådan nogen nu gør, vise sig ville de i alt fald ikke. Polle og jeg skiltes kl. 0700 med løfte om snarligt gensyn, for Karup å er for fin til ikke at besøge...

 

Bækørred 40 cm 3/4 kg.

 
 

 

Polle instruerer i, jeg ved ikke hvad, mens flemming og Ivan morer sig kosteligt.

 

 

 
Fredag d. 4. maj. Aftentur i Sneum å.

For en gangs skyld var to-håndsstangen blevet hjemme og turen gik til Sneum å. På trods af dagens regnvejr, var vandet stadig lavt og klart. Der var enkelte døgnfluer i luften og ringende fisk overalt. Et mekka for en tørfluefisker. Jeg fiskede dog som sædvanlig med en rejeflue, og det resulterede så i en fin bækørred på 40 cm og 3/4 kg.

 
   

 
 
Onsdag d. 2. maj. Oplysning og forbruger tjenesten fra Danish Fly Design

Har hermed fornøjelsen af at kunne hjælpe en bruger fra www.fisketips.dk Nedenfor en Wolly Bugger, der gør sig glimrende efter en vandboble i en P&T sø.

Wolly Bugger

 

Tirsdag d. 1. juni. Mere Varde Å.

På min aftentur til Varde Å i går aftes havde jeg fornøjelsen af at høre, at Per Nonbo gjorde det en gang til. Endnu en laks, denne gang en på 75 cm, men først lige en historie Per fortalte mig i går.  Efter at han i går morges havde fanget den første laks, syntes han at han ville genudsætte den, Per havde holdt den længe i vandet, for at den kunne komme til kræfter, den var blevet sluppet, men var flere gange kæntret pga. træthed, så den endte hjemme på køkkenbordet. I går aftes fangede Per så endnu en, den blev genudsat, og Per viser her et forbilledligt eksempel på foreningens politik om kun at hjemtage en enkelt fisk, for at flere kan få muligheden, inden vores kvote på 130 er opbrugt. Meget flot og forbilledligt eksempel, måtte flere vise den samme moral. Godt gået Per.

Der var mange fiskere på åen i går, en del fluefiskere, der som sædvanlig ikke fanger noget, og så en del spinnefiskere. flere af disse havde kontakt med regnbueørreder. En enkelt havde således fanget tre af dem. For tørfluefolket kan jeg fortælle at der var mange majfluer i går, der var klækninger af Heptagenia Sulphurea og masser af vårfluer. Masser af fisk i overfladen, men de fleste var småfisk. Der var en masse meget irriterende knot, så medbring jungleolien hvis du vil være i fred. Isfuglen havde vi også fornøjelsen af at se, alt i alt en dejlig aften, der sluttede helt vindstille med en flot stjerneklar aften og en næsten fuld måne.