Opslagstavlen

Opslagstavlen i maj 2004

Opslagstavlen i maj 2004 indeholder:

- Flyderingstræffet i Karlsgårde sø.

- 11,5 kg Varde Å laks og andre fine fangster

- Flytour i Holstebro

- 10 kg havørred fra Holsted Å

- Fangstrapporter fra områdets åer.

 

Mandag d. 31. maj. Laksefesten fortsætter.

Igen i dag har Varde Å været gavmild. Der er således fanget to laks i dag. Lars Isaksen havde held til at fange en kort og tromletyk laks på 4,7 kg , helt blank og med havlus. Per Nonbo fangede en flot fisk på 5,5 kg 84 cm. Faktisk hans første danske laks.Tillykke til begge med flidspræmierne.

for mit eget vedkommende gav nattens anstrengelser i Kongeåen en 38 cm stalling. Den bed kl. 0130 i nat på en 2" Tippet grub og blev naturligvis genudsat.

 
 

Jørgen Bohnensack med sin 8 kg laks

 
Lørdag d.29 maj. Næsten 1 meter laks fra Varde Å.


Jørgen Bohnensach fangede fredag eftermiddag en laks på 99 cm og 8 kg.

 
Torsdag d. 27. maj. Blanke havørreder i Varde Å.

 Så er havørrederne begyndt at trække op i åen, der er således fanget flere fine fisk på det sidste. Der meldes om fisk på 3,5-4,5 kg. Onsdag aften blev der fanget endnu en laks, en fisk på 76 cm og 4,5 kg

 
Tirsdag d. 25. maj. Laksene fortsætter med at bide i Varde Å.

Både mandag og tirsdag er der blevet landet laks i Varde Å, igen fisk omkring 6-6,5 kg

 
Mandag d. 24. maj Varde Å leverer tre laks.


Søndag blev der fanget tre laks på 6-6,5 kg. To dagkort fiskere var taget på tur til Varde, hvor den ene havde det held at fange to laks og makkeren en enkelt. Måske man skulle droppe sit medlemskort, og så købe dagkort. Dagkortfiskerne har noget mere held i sprøjten end medlemmerne har...

 
Lørdag d. 22. maj. Flot laks fra Holsted Å.

Verner Lauridsen fra Tjæreborg havde i dag held til at fange en meget flot blank laks.

Verner med sin drømmelaks på 4,5 kg, 80 cm

 
Fredag d. 21. maj. Kongeåen kaster fine fisk af sig.

På det seneste er der fanget en laks på 4,4 kg og i går en havørred på 76 cm og 6,2 kg

 
Mandag d. 17. maj. Varde Å fisker igen.
Der er netop blevet fanget en laks i Varde Å på 7,5 kg 91 cm.
 
Mandag d. 17. maj. Stork i Kongeåen.

På min tur til Kongeåen, havde jeg i dag det held at se en stork der gik og "fiskede" langs kanten af åen, nede ved mejeriet i Vilslev. Ydermere var der en del majfluer, der som små sejlskibe kom ned af åen. Temmelig mange fisk i overfladen, formentlig stallinger og bækørreder. Havde også held til at rejse en stor fisk, men desværre kom den kun til fluen en gang, og er der således stadig.

 
 
 
Lørdag d. 15. maj. Årets hidtil største havørred fra sydvestjylland.

Otto Lygum Petersen deltog i dag i Sydvestjysk sportsfiskerforenings geddekonkurrence i Holsted Å. Gedder blev det ikke til, men så kan man jo altid "nøjes" med en havørred. Fisken vejede 10 ,0 kg og målte 91 cm. Stort tillykke herfra.

Otto Lygum Petersen med 10 kg havørred fra Holsted Å.

 
Lørdag d. 15. maj. Friske fisk i Sneum Å. Hans Henrik Hansen har netop fanget en flot nyopstegen havørred på 73 cm og 4,6 kg

 
 
Fredag d. 14. maj. Majfluerne klækker

Så er de første majfluer begyndt at klække i Kongeåen.

 
Tirsdag d. 11. maj. Fly Tour i Holstebro

Forbundets Fly Tour var tirsdag nået til Holstebro. På billedet ser I John Lind Rasmussen binde geddefluer, og undertegnede Brænde en af Johns fluer. Øvelsen gik ud på at vise hvordan man får en jævn overflade, ved at brænde en hjortehårskrop i stedet for at skære den/klippe den.
Det yderst veltilrettelagte arrangement, havde besøg af ca. 100 gæster.
 

John Lind Rasmussen og Tommy Olinsson binder fluer i Frøjk fiskepark.

 
 

Mere fluebinding.

 
 
Lørdag d. 8. maj. Lidt nyt fra området. 

Brugte aftenen i Varde å. I dag var der kolossale mængder af små brunspættede vårfluer #16, både i luften og på vandet. Åens mange smolt holdt festmåltid. Så endvidere en par enkelte større fisk i overfladen. I mandags var en enkelt fisker heldig at fange en frisk havørred med lus. 5,6 kg og 77 cm.

Kongeåen har ligeledes kastet fire fine havørreder af sig. Alle var mellem tre og fire kg. Nyopstegne og med lus.

 
Torsdag d. 6. maj. JyskeVestkysten i selvsving.

JyskeVestkysten går i selvsving under overskriften "Vestjysk lakseeventyr" og ikke uden grund. Mange lystfiskere havde læst gårdagens avis, i alt fald var der fremmede på åen som ikke set i flere år. Allerede fra morgenen var der fyldt med biler ved de nye sving, flere biler på hængebroen og brune banke var fyldt fra morgenen, det samme gjorde sig gældende på hvide banke. Alle var ude efter de store sølvblanke, der dog glimtede ved deres fravær. Tilbragte selv det meste af dagen på åen, havde held til at se flere fine fisk, der gik til overfladen efter klækkende døgnfluer og vårfluer (som der var mange af). Der var jævnt med ringende fisk hele dagen, her i blandt også et par store fisk, men ingen der var interesserede i rejefluer str. 6. Men det blev da til en god frokost bestående af brasekartofler og pølser tilberedt på kelly kedlen. En let overskyet og mild dag med spredte regnbyger, perfekte forhold, men...

 

Onsdag 5. maj. Sneum Å leverer endnu en laks.

I dag er der blevet fanget en laks på 6 kg  i Sneum å. Flere oplysninger følger så snart jeg ved mere...

Oluf Hansen 6 kg 89 cm laks fra Sneum Å

Tirsdag 4. maj. Laksefiskeriet fortsætter.

Netop hjemkommet fra Varde Å, kan jeg berette om endnu en laks. Denne gang en fisk på 7,3 kg og 94 cm, fanget af John Holm fra Esbjerg. John der ellers slår sine folder i Gelsåen, havde sammen med en kammerat løst dagkort til åen, for at prøve lykken. Man må da sige at det lykkes...
 

John Holm med sin Varde å laks på 7,3 kg og 94 cm

 

 
Konge åen har ligeledes kastet en laks af sig i dag. Villy Nielsen havde held til at fange en fisk på 5,0 kg og 78 cm. Stort tillykke til begge fangere.

For de der er forfaldne til tørfluefiskeri, kan jeg berette om gode klækninger af flere forskellige vårfluer, så således en lysegrå type #16 i eftermiddag og en sort i samme størrelse til aften. Der var sporadiske klækninger af døgnfluer i #14 samt flere ringende fisk at se både eftermiddag og aften.

 

 
Tirsdag d. 4. maj. Mere om flyderingstræffet.


Nedenstående artikel af Benn Lodbjerg, har jeg sakset fra sportsfiskerens hjemmeside.

 

1. maj i flydering på Karlsgårde Sø
(04-05-2004, Benn Lodbjerg)
Endnu en gedde har taget fluen.Så er der tissepause.Lørdag den 1. maj startede fiskeriet efter gedder i Karslsgårde Sø, og flyderingsfiskerne var på pletten til dagens geddekonkurrence. Dagen igennem kæmpede 17 tilmeldte flyderingsfiskere om hovedpræmien på 340 kr samt tillægsgevinsterne skænket af MacNap fra Esbjerg. Førstepræmien endte hos Kurt Møller for en gedde på 80 cm taget på flue. Herefter fulgte Per Tanggaard med en på 75 cm.

Dagens overraskelse stod Lars Nielsen for med en havørred på 55 cm og et par mindre bækørreder samt et dusin gedder udenfor præmierækken. I bedste ånd blev alle fiskene genudsat til glæde for andre. Dagen igennem sørgede guiden Tommy Olinsson fra Danish Fly Design for forplejningen til de fremmødte.
 

Mandag d. 3. maj. Endnu en kæmpelaks.


Festen fortsætter. I dag er der blevet fanget en rigtig stor laks i Varde å. 105 cm og 11,5 kg. Fisken blev fanget af en af foreningens medlemmer, Erling Hansen. Stort tillykke til ham. Man skal snart lede længe efter en god undskyldning for ikke at besøge Varde Å og prøve kræfter med en af disse kæmper.
 

11,5 kg ægte vestjysk sølv af bedste karat

 

 

Søndag d. 2. maj Flyderingstræf Karlsgårde sø.

Lørdag morgen var der mødt 17 forventningsfulde flyderingsfiskere op til premierefiskeri på Karlsgårde sø. Dagen startede smukt med blå himmel og ingen vind. Perfekte forhold til geddefiskeri. Dagen var dog ikke blevet gammel før det begyndte at blæse temmelig kraftigt. Hvilket dog ikke afskrækkede nogen fra at stikke til søs. Efter veloverstået morgenmad, serveret på marktenderivognen fra Varde sportsfiskerforening, begyndte konkurrencen, der i alt sin enkelthed gik ud på at fange den største gedde, fotografere den og så genudsætte den levende. Vel nok den første konkurrence af sin art, hvor det var forbudt at indlevere fisk til indvejning.

Konkurrencen var næppe kommet i gang før den første journalist dukkede op. Henrik Reintoft fra JydskeVestkysten kom sammen med en fotograf for at høre om, hvad flyderingsfiskeri er for en underlig størrelse. Det blev til et større foredrag, men lur mig om ikke Henrik er på vej til at blive flyderingsfisker. Så dukkede Benn Lodberg op, vores lokalredaktør fra Sportsfiskeren, han var lidt mellemfornøjet, han skulle til møde på redaktionen i Vejle og havde derfor ikke tid til at deltage i fisketuren, men tid til en snak blev det dog til. Men også lige så megen snak om alle de fine laks der bliver fanget for tiden i Varde Å og Sneum Å.

Nu begyndte der at komme meldinger ind på fangede fisk, de bed overalt i søen, men der var langt mellem de store, ja faktisk glimtede de helt ved deres fravær.

Turen var fra starten lagt op som et socialt arrangement, faktisk gjaldt det lige så meget om at mødes og hilse på, som det gjaldt om at fiske, hvilket da også resulterede i, at jeg for mit vedkommende først fik ringen sat i vandet omkring middag.

Men inden det nåede så vidt, blev jeg ringet op af Anders Roholt fra TVsyd. Han ville gerne have en kørselsvejledning, for han og en fotograf var på vej fra Kolding for at lave et TV-indslag om denne form for fiskeri. Der blev jeg godt nok lidt paf, for det jeg troede, blot skulle være en lille lokal hyggetur, havde pludselig udviklet sig til en mediebegivenhed. Jeg ved ikke hvem der varskoede fjernsynet, men på navnet kunne jeg se, at det ikke var en af vores mange medlemmer. Faktisk lidt sjovt, at også folk uden for foreningen, kan have interesse i at udbrede kendskabet til flyderingsfiskeri.

Nu nærmede vi os middagen. Jeg havde lovet Chilli con Carne klar til kl. 13. Den blev lidt forsinket, men takket være Tommy Lund blev maden sat over og kort efter kunne alle tilmeldte få noget varm mad at spise - det var vist tiltrængt, for  i mellemtiden var det begyndt at regne, det var køligt og alle havde jo leveret en god svømme/cyklepræstation i deres flyderinge.

Efter middagen blev det tid til en sejltur. Solen var i mellemtiden dukket frem, vinden var flovet og det var blevet det dejligste maj-vejr. Folk begyndte at fange fisk. Efterhånden som dagen gik, begyndte trætheden at melde sig. Fiskerne nærmede sig basen og vi fik gjort op hvad der var blevet fanget. Jens Lygum var til stor hjælp som meddommer, og på trods af, at både han og jeg havde erklæret, at vi var modtagelige for bestikkelse, gik vi lige så fattige fra træffet, som da vi kom.

Claus Møller hittede med fem fangede fisk, hans bror Kurt Møller fangede den største, en fisk på 80 cm for hvilken han inkasserede førstepræmien - en kontantpræmie på 340 Kr.
En af flyderingsfiskeris bagmænd, Peer Tanggaard, fangede dagens næststørste fisk, en gedde på 74 cm, for hvilken han inkasserede 10 geddefluer sponseret af Danish Fly Design. Claus Møller fangede en fisk til en tredieplads og for den vandt han en dejlig fiskejakke/trøje sponseret af Rasmus fra MacNab i Esbjerg. Dagens fjerdestørste fisk (65 cm) blev fanget af Tommy Lund og for den præstation vandt han et fluehjul ligeledes fra MacNab
Andreas Nørgaard fangede en fisk på 63 cm og vandt en gabåbner, Peter Duhn en fisk på 62 cm, Johnny Jensen en bette fisk på 45 cm begge sidstnævnte vandt en t-shirt, ligeledes sponseret af Rasmus.

Afslutningsvis blev det aftalt at turen skal gentages til næste år. Så velkommen til Flyderingstræf på Karlsgårde sø 1. maj 2005.

 

 

Peer Tanggaard med sin 74 cm gedde der gav en 2. plads

 

Geddekonkurrencens 7 vindere

 

Frokosttid.

 

Tommy Lund med sin 65 cm gedde.

 

Tv-Syd og Tommy under optagelser til lørdagens aftenprogram.