Opslagstavlen



 

Opslagstavlen i september 2005


 

September måneds opslagstavle indeholder:

  • Varde Å natur genopretningsprojektet er en realitet
  • Skanderborg fluebindertræf
  • Hjælp påkrævet i Nordjylland/Sæby Å
  • Rapporter fra områdets åer
  • Belastende østkyst rapport
  • 14 kg laks fra Varde Å

 
Fredag d. 30. september. Hvis stangen er knæk't, Korsholm klarer det kækt.

Ok, måske overskriften er lidt søgt, men det er en glad mand der skriver disse linier. Min nye Guideline LPXe er lige kommet ind ad døren og om to timer går jeg og tester den i Varde Å. Stort tak til Jimmy for den hurtige bytte service.

Torsdag d. 29. september.

Brugte eftermiddagen i Sneum Å. Rigtigt efterårsvejr med heftig regn, strålende sol og en strid vind. Vandet var steget og var blevet grumset og fiskene glimtede ved deres fravær.

I Kongeåen var der meget stille, et par enkelte fisk af vandet, men det var det.

Tirsdag aften. Og en mindre laks fra Sneum.

 

75 cm 3,2 kg.

Efter kaffetid nåede regnen herud til Bramming. Det skønneste efterårsvejr ovenpå al denne hæslige sommervarme som har varet i alt for lang tid. Nå, jeg kørte til Sneum Å endnu engang. Havde næppe kastet 20 kast, før den første fisk følger efter. Jeg kaster og kaster, men intet sker der. Til sidst går jeg videre og kaster hvor det er muligt mellem træerne. Pludselig hænger fluen fast i bunden, men ikke den sædvanlige slags bund, den her rykker igen.

Fint nok, den svømmer rundt nede i hullet foran mine fødder, men farer ikke af sted, sært for det er ikke en af de sædvanlige småfisk. Efter 10 minutter kommer der så en letfarvet hanlaks til overfladen. Efter lidt besvær får jeg den nettet og op på land.

 Den er 75 cm lang og vejer 3,2 kg.

 

Tirsdag d. 27. september. Endnu en kæmpelaks fra Varde.

Der var alligevel et par stykker der havde held til at få fisk på land i går. En Esbjerg fisker fangede således en laks på 14 kg og 120 cm. Jimmy oppe fra Korsholm, havde held til at fange en lille laks på ca. 3 kg.

I Sneum å fanges der steelheads med havlus og I Karlsgårde sø, er gedderne igen begyndt at røre på sig.

Mandag d. 26. september. Varde Å.

En dejlig, dejlig dag i Varde Å. Skønt vejr og glade mennesker ved åen, masser af fisk der viste sig i overfladen. Så selv en halv snes stykker. Der er fisk overalt men de er ved at være godt farvede, nå men skidt når de ikke vil bide. Der var i alt fald ingen der mærkede noget i den tid vi var der. Det er ved at være lidt tid siden jeg sidst var der, men jeg kunne forstå på de der havde været der for nylig, at vandet er steget omkring 25 cm. men det er klart og dybt nok til at man kan fiske med de sædvanlige tunge liner.

Søndag . d. 25. september. Lidt fra Kongeåen.

Eftermiddagen brugte jeg i Kongeåen. Der var ringende fisk spredt over hele stykket. Havde dog valgt at bruge synkegrej og vårfluer, hvilket da også resulterede i 6 kontakter, ingen af dem ville dog med på land.

Efter endt fiskeri, kørte jeg forbi mejeriet på vejen hjemover. Her mødte jeg Kim og Børge på vej nedover åen med det tunge grej. Kim kunne berette om to store fisk, der havde været i overfladen. Børge havde haft kontakt med en kæmpefisk for et par dage siden. "Åen gyngede stadig et kvarter efter at jeg tabte den" fortalte Børge "den var mindst 8 kg" se det var jo en positiv melding, ikke at han havde tabt den, men størrelsen.

På turen oplevede jeg noget mærkeligt vådt komme ned ovenfra, regn hedder det vist. Det har vi ikke set længe, der var da også kun få af dem, dråberne. Lad os håbe der kommer flere af dem.

I Varde går det også rigtig godt. Der bliver landet en del fisk for tiden, man skulle faktisk tro der var kommet et frisk træk op. Mere om det i morgen, når jeg har været der.

Lørdag eftermiddag. Hjælp Sæby lystfiskerforening.

Gennem de sidste år, har der jævnligt været rapporter i Sportsfiskeren ang. de problemer de har i Sæby Å med et ulovligt stem, der standser vandrefiskens frie bevægelighed. Som en kulmination på problemet, er den lokale forening så langt ude, at man har valgt at spørge lystfiskerne i det ganske land om hjælp. Dit bidrag til en forhåbentlig positiv løsning af problemet er at give din underskrift til foreningen. Se mere herunder.

HJÆLP - de slår vores fisk ihjel.

 

Giv os et par minutter af din/jeres kostbare tid – det tjener os langt ud i fremtiden.

Selvom en rapport har fastslået det og vandløbsloven siger det, så er der en stor gruppe mennesker i Sæby, som forsøger på at hindre fiskenes fri passage. Vores politikere løber fra deres ansvar. Vores turistchef synes bare det er synd for fiskene, men nu har de jo vænnet sig til at blive slået ihjel, og så må lystfiskerne jo bare finde andre steder at fiske. Borgerne i Sæby mener det er lystfiskernes skyld og disse har fået hele byen på nakken som følge af at lystfiskerne  har startet en underskriftsindsamling, for at få gennemført et projekt om fri fauna passage ved Sæby Vandmølle (fredet) gennem Sæby Stemmeværk (ikke fredet.)

Det vil vi ikke finde os i og beder derfor om din/jeres opbakning i denne ulige kamp. Send os din stemme og opbakning. Det kan gøres ved at følge linket herunder til foreningens hjemme side, hvor du/i også kan læse mere om sagen.

Her er lige en udtalelse fra en lokal politiker så du/I kan se hvad vi kæmper mod

Citat fra læserbrev ”

I Teknisk udvalg har vi forslået Amtet, at de i samarbejde med ejerne af Sæby Vandmølle fik sat et nyt vandhjul op igen. Det var virkelig noget der kunne gøre møllen til noget enestående. Jeg har også hørt, at et møllehjul ville kunne anvendes som en slags fiskekarrusel eller elevator og dermed faktisk løse problemet med en bedre fiske passage.” Brian Pedersen. S.

 

På forhånd - tak for opmærksomheden og støtten

 

Med venlig hilsen

Sæby Lystfiskerforening

 

Jesper Christensen

Formand.

 

http://www.saeby-lystfisker.dk/

 

 

Lørdag d. 24. september. Rapport fra et ørredvand.

Fredag eftermiddag blev endnu engang brugt i Holme Å. Det var bækørrederne der var målet. Men grundet det gode vejr eller noget andet! ville fiskene ingenting. Brian der var med på turen, havde held til at kroge en enkelt fisk, den ville desværre ikke med på land.

Torsdag d. 22. september. Varde Å fisker igen.

Eftermiddagsturen gik endnu engang til Sneum Å. Der var masser af småfisk i overfladen, men intet seriøst. Efter en halv times fiskeri fangede jeg en bækørred på 42 cm, efter yderligere et par timers fiskeri og utallige myggeoverfald senere. Kørte jeg hjem igen.

Kongeåen fisker godt i øjeblikket, der er åbenbart kommet et nyt træk op.

Efter en tids stilstand, er Varde Å igen begyndt at fiske. Tirsdag blev der således fanget 4 laks, den største en fisk omkring 6 kg. Sneum Å besøgte jeg tirsdag eftermiddag sammen med min knægt og hans legekammerat. Hyggelig tur, men mere brombær jagt end fiskeri. Var dernede igen i går. Her tabte jeg en steelhead på knap 3 kg. Efter flere fine spring helt fri af vandet, kørte den noget op og ned for til sidst at falde af, da jeg skulle til at have den ind over grødebræmmen inden ved kanten. Det gode fiskeri fortsætter rundt over det hele, men varmen sætter en stopper for den "værste" bidelyst.

Tirsdag. Varde Å genopretningen er en realitet.

Journalist Henrik Reintoft skriver i dagens udgave af JyskeVestkysten at naturgenopretningen af Varde Å er en realitet. I går godkendte EU-kommisionen ansøgningen om støtte til snæbel projektet i Vadehavet. Det betyder at EU's Life fond støtter projektet med 60 millioner kr. Med andre ord, der sker en fuldstændig genopretning af Varde Å. Tilbage ligger nu at vi som lystfiskere må rejse de nødvendige midler til også at få lagt de sidste slyngninger neden for værket tilbage. Der snakkes i krogene om at lave endnu et stort stykke frivilligt arbejde fra foreningens side. Tænk om vi kunne få vandet til at rende den rigtige vej i brudesengen, det ville betyde yderligere 2 km fiskevand, og ikke mindst, godt gydevand for vores noget trængte laks. Et sideaspekt der er lige så vigtigt er, at lystfikerturismen vil forårsage et generelt løft i lokal området. Forestil jer at man world wide begynder at omtale Varde Å med samme respekt som man gør med andre store laksevande. Det er simpelthen fantastisk. Stort tak til EU's miljø kommissær Stavos Dimas og til de politikere der har arbejdet så hårdt for projektet, for naturens skyld, og ikke for egen vindings skyld.

Den største rose skal dog sendes til alle de frivillige kræfter i Varde Sportsfiskerforening, uden deres enorme og mangeårige arbejde, havde der slet ingen laks været at redde.

Projektet forventes afsluttet i juli 2009 hvorefter Karlsgårde værket er et museum der ikke længere ødelægger fiskenes overlevelsesmuligheder. Der er virkelig grund til at hejse flaget. HURRA for det.

Tirsdag d. 20. september. Stang  føljeton.

Så blev der åbningstid i Korsholm og jeg fik ringet til Jimmy. Forklarede ham situationen, hvor på han fortalte at jeg er en af de meget få med den oplevelse (selvfølgelig, det er jo derfor vi fisker Guideline) men det var ikke noget problem, jeg skal bare sende den derop, så ser han på det. Såfremt denne positive oplevelse varer ved, må jeg endnu engang fremhæve den forretning som et sted hvor service og hjælpsomhed er i top, at de så oven i købet ved hvad de snakker om, når de snakker fiskeri, gør jo bare det hele endnu bedre.

Måske de skal have nyt slogan "Korsholm kører klatten" men selvfølgelig, det er jo ikke lige det sprog man bruger så meget herovre på disse kanter.

 

Mandag aften. NEDTUR.

Jeg havde egentlig tænkt mig en hjemmeaften i dag, men så kom jeg til at tænke på om jeg var helt rigtig oven i rødbeden og tog alligevel af sted. Til Sneum Å. Det skulle jeg aldrig have gjort. Bedst som jeg gik og fiskede underhåndskast, lød der pludselig et ordentligt smæld og min stang spids forsvandt. 10 cm. fra toppen af midtsektionen var stangen knækket, pludselig og helt uden varsel. HULK, min fantastiske Guideline stang der har fulgt mig troligt på flere hundrede ture gennem de sidste to år er pludselig blevet til skrot. Så hvis nogen af sidens læsere skulle ligge inde med en midterdel, som de ikke har noget fornuftigt at bruge til, er jeg bestemt meget interesseret. Udover Salarstangen er denne stang (LPXe13' #8/9) den bedste jeg nogensinde har fisket med og tabet er større end stort. Faktisk er alting ad helvede til lige i øjeblikket. Håber dog på at Guideline vil bytte den, da den stadig er under to år gammel.

Mandag d. 19. september. Udflugt til øvre Kongeå.

På råd fra en af sidens læsere valgte jeg at bruge søndag eftermiddag på den midterste del af Kongeåen. Dejligt vejr, men med en frisk vestlig vind, der gjorde hvad den kunne for at kaste forfanget hid og did. Havde ikke været på stykket siden majflueklækningen og havde egentlig glemt hvor dejligt der er deroppe. Klart vand, grusbund og kanter der bliver passet fint af det græssende kvæg. Optimale forhold for en fluefisker. Mødte flere ringende fisk på vejen ned over åen, både stallinger og bækørreder, men ingenting der passede til en stor rejeflue. Der er dog ingen tvivl om, at vandet oppe i det område er mange flere besøg værd, og de fisk der går op i åen, må jo være et sted, på mejeriet er de jo som bekendt ikke. Og så alligevel. Lørdag tidlig morgen, havde en af hardcoredrengene held til at fange en fin havørred på ca. 3 kg.

Der er masser af brombær i øjeblikket, tag en pause fra fiskeriet og pluk en skålfuld, de er fine på stedet, men lige så gode at tage med hjem til en friskbagt tærte.

Her til sidst får I lige en historie om min Irlands-makker Adam. Han havde skrevet da jeg kom hjem i går aftes. Jeg skulle lige trættes med en historie om aftenens fisketur, hvor de to mand havde haft kontakt med 20 fisk ovre i en af østkyst åerne.

Her i eftermiddag har jeg lige fået endnu en mail fra Adam. Han skriver at jeg ikke skal blive forskrækket, for der var i alt "kun" 18 fisk der huggede. Han sku selv have huk :-)

Fisken vejer 6 kg og er 77 cm lang.

Jeg lader billedet tale for sig selv.

Belastende stor fisk. Godt gået Adam.  Foto© Jens Lund Adamsen

 

Mandag d. 19. september. Lidt mere fluebindertræf.

Fotograf (og wannebee-nisse) Henrik Tørnquist har begået denne kreation, som optakt til træffet om 172 dage.
Preben Kæseler, Team fisk, har kreeret selve invitationen.

 

Søndag d. 18. september. Ørredfiskeri i Holme Å.

For første gang siden majflueklækningen skulle jeg på ørredfiskeri med det lette grej. En dejlig efterårstur til Holme Å med en kammerat efter bækørreder.

Vi var fremme på åen ved 17-tiden og solen bagte fra en skyfri. Det var temmelig varmt og der var kun en svag brise. Vandet var helt klart og grøden stod temmelig højt, forholdene var perfekte til tørfluefiskeri, men jeg havde kun medbragt intermediate line og vådfluer. Fiskede nedover åen men havde kun kontakt med grøde, hvilket så også skete i næsten hvert kast. Efter en times tid returnerede jeg til makkeren, for at høre til hans held. Det var som mit, og efter en pause genoptog vi fiskeriet. JC med sine små spinnere og jeg med en lille edderfuglehacklet Skjerns fancy. Pludselig kom der et udbrud fra JC, en stor fisk havde taget hans spinner, han tabte dog fisken med det samme, kastede igen og fik fisken på endnu engang. Igen faldt den af, men tredie gang blev den hængende, dvs. indtil linen knækkede, så vi blev enige om at det sikkert havde været en gedde. Kort efter var det min tur. Det blev til en meget flot bækørred på 38 cm, der selvfølgelig blev genudsat efter endt fotografering.

Kort efter havde JC endnu et tilbud, men det blev ved det. Der var sporadiske døgnflueklækninger og mange vårfluer i luften.

Aftenen sluttede med den flotteste fuldmåne og det var lidt trist at forlade åen sådan en dejlig aften, men alt godt skal have en ende...

September eftermiddag, man skulle tro det var juli.

 

 

 

Bækørreder når de er bedst.

 

 
 

Svært at se, men mørket var faldet på da månen stod op.

Lørdag d. 17. september. Efterår.

Det er blevet efterår herovre vestpå. Brugte aftenen i går i Kongeåen, mest med at klapre tænder. Det var meget koldt, vandet. Faktisk så koldt at det er ved at være neoprentid. Men det var en skøn aften, månen var næsten fuld, vinden lagde sig fuldstændig og der var usædvanlig meget træk i vandet i går. Mosekonen bryggede og fiskene glimtede som sædvanlig med deres fravær. Ved ikke med den Kongeå, men der er altså noget galt, der er bare ingen fisk. I går gik der næsten 40 års erfaring på åen og fiskede og intet blev det til. Men alligevel var det en dejlig aften.

I Varde var der lidt mere liv. Min lille ven Kasper var på tur med sin fætter, og det lykkedes dem da at fange en fin lille letfarvet laks på 62 cm. Fætterens første, så det var et par glade knægte jeg hørte fra i går. Fisken blev fanget på en gul wobler.

Fætter Mortens laks på 62 cm

Fredag d. 16. september. Skanderborg Fluebindertræf 2006

Fluebindertræffet i Skanderborg er nu en realitet, og bliver afholdt i weekenden 10-12 marts. Der er kun 24 pladser og først til mølle princippet gælder, dog har de personer der tilkendegav tilmelding i år, fortrinsret. Send mig en mail såfremt at du ønsker program tilsendt. tommy@danishflydesign.dk

 

Torsdag d. 15. september. Varde Å.

I dag valgte jeg at afprøve mulighederne i Varde Å, og var derfor kørt til de nye sving. Til min store overraskelse var jeg helt alene. På min vej ned over åen, så jeg flere gange fisk der bevægede sig umiddelbart under overfladen, hælder dog til at det var fredsfisk, da ørreder og laks har en noget voldsommere adfærd. Jeg hverken så eller mærkede noget der er værd at berette om.

Tidligere på dagen havde en anden fisker held til at fange en laks på godt 70 cm, men jeg ved ikke yderligere om fangsten, end at manden rystede i lang tid bagefter.

Da jeg pakkede sammen, kom Lars Ager forbi, han kom fra åens øverste stykke, Lars havde heller ikke set nogen ting deroppe.

Tirsdag aften var jeg i Kongeåen, her var ligeså stille som i Varde i dag.

Tirsdag d. 13. september. Sneum Å og Kongeåen.

Søndag aften kørte jeg til Størsbølgård, for at fiske det lige stræk inden golfbanen af. Ubetænksomt nok, havde jeg kun medbragt en-håndsstangen, hvilket viste sig at bære en stor fejl. Fiskede nedover hvor det var muligt (kantvegetationen) men udover mulliarder af myg, skete der ingen ting.

Mandag aften gik turen til Kongeåen. En dejlig stille aften med stjerner, lidt skyer og en flot halv måne. Vandet er fortsat lavt og klart og meget koldt.

Udover en enkelt opstramning i linen mærkede jeg ingenting.

Søndag d. 11. september. Kaspers historie om at miste sin første større fisk.

Kasper sendte mig en mail i går, han havde været en tur i de nye sving i går morges, her er hans historie:

Hey Tommy
Har en melding til dig.
Lørdag D. 10/9/2005
Mistede jeg en laks på godt 85 cm, blank!
I svinget efter skodsvinget, hvor der står et lille træ.
rapporten: Jeg var der ude præcis klokken 10, havde smurt rundstykker, og humøret var i top, for det var nu den 17 tur i denne sæson, og endnu en gang spændt på og se om en laksen ville bide, Ankom som sagt klokken 10, og til min store overraskelse var der kun 2 biler, jeg bevægede mig ned langs åen, med stang, taske og selvfølgelig net!
Der var ingen fiskere, så de måtte jo nok gå længere opstrøms end broen. Jeg startede fiskeriet ved "skodsvinget" og fortsatte videre ned mod "gartnersvinget" havde nu fisket i en halv times tid. Holdte en lille pause, og fortsatte så ned i svinget efter "gartnersvinget" i dette sving er der en lille busk/træ. Havde kastet 2 gange da en fisk kommer til overfladen og vender lige uden for busken, en kano nærmer sig, men jeg kunne lige nå et kast til.
Det gav et sæt i mig, stangen nippede lige, og så sagde det ellers bare SWUNG! Og så var der fast fisk på, tænkte ikke over størrelsen da den kørte stille og roligt ud mod midten af svinget, hvor den stod stille. Kanoen kom forbi, og herren sagde: "Du den første vi har set der har fisk på" Det måtte sige at fiskerne stod længere opstrøms. Da kanoen forsvandt, begyndte fanden at tage ved fisken, op, ned, op, ned.. Den kørte frem og tilbage, og kunne stadigt intet stille op, min 9" fods spinnestang 5-25 gr. kastevægt var presset helt i bund, og linen røg af hjulet. Pludselig blev linen slap, fisken kom til min bred, og til overfladen, på det tidspunkt rystede jeg som bare fanden, ville ikke miste denne fisk! For det var ikke en af de normale
3 kgs. Fighten stod ved i ca. 10-12 minutter, havde råbt adskillige gange efter hjælp, men forgæves min stemme var helt hæs nu, så var der en mulig, nettet! men det var for småt, så måtte jeg ned på maven og ligge i mens jeg havde stangen i den anden hånd, og så håndlande, men kunne ikke nå ud til fisken, prøvede at få lidt hjælp af nettet, men krogen gav slip, og fisken svømmede stille og roligt bort, i det solkinnende vand!
Det skal lige siges at fisken lå på siden, og var fuldstændig træt, og klar til landing. En meget dejlig oplevelse for en 14-åriget dreng. Har nu lært at mit grej virker, og man ikke bare lige lander en laks på godt 85 cm.
Er selvfølgelig ked af det, men som far siger: "Næste gang vinder du min søn"

MVH Kasper
 

 

Lørdag d. 10. september. Her er stille.

Ugen igennem har jeg været rundt ved de forskellige vandløb i området, Kongeåen, Sneum Å og Varde Å. I Sneum er der fortsat mange myg, men god vandføring og træk i vandet. Spinnefiskerne fanger jævnligt laks. I Kongeåen er vandet klaret meget og vandstanden er lav. I Varde blev der fanget en laks i onsdags.

Vi begynder at trænge til lidt regn, jorden er generelt tør og fiskene i åen, er ved at være gamle.

Tirsdag d. 6. september. Kongeå nyt.

Mandags-turen gik denne gang til Kongeåen. Der var kun enkelte biler på p-pladsen og lige så få ved åen. Startede øverst og fik hug efter ca. en halv times fiskeri. Desværre ville heller ikke den hænge fast, nå skidt, rart bare at mærke noget.

Vandstanden er faldet til det laveste i meget lang tid, samtidig er det koldt og klart. Så en enkelt fisk hoppe, derudover var der stille.

Nå jo, der kom en ugle forbi i mørket, og et pindsvin mødte jeg da også på min vej. Alt i alt en dejlig stjerneklar aften oven på en varm dag.

Mandag d. 5. september. Palle alene i verden.

Jeg havde sat Morten stævne i Varde i går aftes. Vi skulle fiske på golfbanen. Jeg var fremme tidligt søndag aften og så til min store overraskelse at der ingen folk var udover Morten, der allerede havde fisket et par timer. Fik lavet noget mad og kaffe og herefter ned over åen. Michael G. Jensen dukkede op med kameraet, men uden fiskestang. Vi fulgtes så nedover og var kun nået op til stryget og havde kastet 6-7 gange. Så ringede Morten, han havde brug for hjælp. Hele vejen retur til Skod-svinget i il-march, ja kom ikke og sig at man ikke får motion når man er lystfisker.

Nå, vel ankommet nede ved Morten, stod han og ventede med en temmelig bøjet stang, jeg havde glemt nettet, så jeg måtte en tur i vandet efter den. Flot fisk så det ud til i mørket. Den kom ind til kanten og jeg fik fat i halen, så tog fanden ved den og den rasede rundt i åen. Morten fik dog styr på den, og efter en tid kunne jeg kaste fisken på land. En flot fisk på 4,1 kg og 72 cm.

I finder mønsterbeskrivelse til fluen HER
 

 

Mortens flotte fisk på 4,1 kg og 72 cm

 

En hårvinget Thunder & lightning conehead rørflue blev dens banemand.

 

Billederne er fotograferet af Michael G. Jensen, der også har lavet forside billedet af Kelly kedlen.

Søndag d. 4. september. FishingDenmark i sommerlandet.

Fredag aften talte jeg med min gode ven Preben Kæseler fra FishingDenmark. Han var på tur med en flok tyske filmfotografer og lystfiskere. De er heroppe for at lave film om det danske å-fiskeri, med vægt på hyggen og alle de oplevelser man finder, selvom man ikke fanger fisk. Preben spurgte mig om jeg havde tid og lyst til at bruge en dag sammen med dem, hvilket resulterede i, at jeg var sammen med holdet hele lørdagen. Kørte så til Skjern og mødte dem oppe i Korsholm, hvor de var ved at blive ekviperet. Der var som altid travlt, men de havde tid til en sludder også, og det er jo altid hyggeligt. Jacob er på vej ud, han skal et år rundt om jorden med fiskestangen i bagagen. Meget spændende måde at realisere sig selv på.

Efter indkøbene gik turen videre til Dansk center for vildlaks ude i Borris. Søren Larsen havde travlt med børnefødselsdag, men havde lige tid til at komme over og hilse på. Spændende projekt de har gang i deroppe og godt for den danske vildlaks.

Så gik turen videre til Brugsen i Borris for proviantering og endelig til Vorgod Å, hvor der skulle fiskes stalling og havørred/laks.

Solen bagte fra en skyfri himmel og det var stort set kun vejr til strandsild eller tapsvedning i skyggen. Vi skulle dog have frokost, så gang i Kelly kedlen og en ekstra grill, for nu skulle der laves proviant. Middagen stod på frikadeller og pølser i pitabrød med tilhørende kolde øller. Alt i alt meget hyggeligt.

Endelig blev der tid til lidt fiskeri, der blev fanget et par små stallinger på flue. Jeg gik nedover med to-håndsstangen og en synke meget tung line, men en "Lucky bastard" for enden. Da jeg var nået næsten ned til jernbanebroen og skulle til at tage linen af vandet, skete der pludselig en hel masse, en kæmpe skygge kom op fra bunden og pludselig blev min stang temmelig tung. Først gik tingen en godt stykke nedstrøms og så opad igen. Frem og tilbage, det eneste jeg kunne se var noget stort og hvidt nede i vandet. Nu skulle det være, endelig en af de store Skjern å laks. Troede jeg, for pludselig fik jeg linen tilbage i hovedet, sammen med et stykke raspet forfangsspids. Det var godt nok træls. Så hvis en af jer fanger en stor fisk i Vorgod Å med en tre tommer rørflue i kæften, ville jeg være glad for at få fluen igen.

Hen under aften, blev det endnu engang tid til lidt proviant. Denne gang koteletter og bøffer og igen i pitabrød, det er nu noget nemmere end tallerkner og div.

Endnu mere fiskeri, igen lidt små stallinger men ikke flere af de store.

Vi sluttede aftenen med en kop kaffe under stjernehimlen. En værdig afslutning på en rigtig hyggelig dag, hvor vores gæster fik set at fiskeri er meget andet end at krane fisk på land.

Indgangspartiet ved Dansk center for vildlaks i Borris

 

Danske vildlaks

 

De store tanke som fiskene opbevares i.

 

Oplysningsplanche om laksens vej gennem livet. Se mere HER

 

Opvæksttanke

 

 

 

 

Dejlige Vorgod Å.

 

 

Jeg glemmer helt at fortælle om åen. Et rigtig dejligt vand for tørflue og nymfefiskeren, lavt klart vand med gode stryg, men også dybe stræk hvor de store gemmer sig. Fiskekort købes hos Korsholm. Bestemt en anbefalelsesværdig å.

Fredag d. 2. september. Lille fisk på stille dag.

Her til aften kørte jeg en tur til Varde. Havde ikke været der en uges tid og syntes jeg trængte... Alle jeg talte med, klagede over manglende vand og ingen fisk. Fiskede dog nedover, og endte da også med en lille havørred, 1,3 kg og 52 cm. Fin fight med to gode udløb. Den blev fanget på en "Lucky bastard" rørflue.

Aften fisk på 1,3 kg og 52 cm.

 

Torsdag d. 1. september. Så blev det efterår.

Aftenen bragte mig en tur i Sneum Å. Hyggeligt at gense gamle bekendte. Jens Sund rendte rundt med handsker på. Meget forståeligt, der var så mange myg, at jeg var nød til at "flygte" fra åen. Så de af jer, der agter sig til Endrup, husk myggemiddel, de er ekstremt aggressive. Der var masser af både små og større fisk i overfladen, en god aften for tørfluefiskeren.

Sidste aften i august var præget af blæst fra syd øst og rimelig lav vandstand i Kongeåen. Fisken var optaget andetsteds, men både tirsdag og mandag aften gav fisk Først på ugen blev der fanget en blank og friskopstegen steelhead.