Opslagstavlen

Opslagstavlen i september 2004

Opslagstavlen i september 2004 indeholder:

- Fangstrapporter fra områdets åer.

 

Onsdag d. 29. september. Sneum Å.

Det har været en rigtig dejlig efterårsdag i dag. Blå himmel og vindstille. Vandet var igen steget, grundet nattens regn. Der er stadig mange regnbuer i åen, men de er blevet sværere at fange, da de har spredt sig ned af åen. Det bør dog ikke afholde nogen fra at tage ned og fiske. Husk at jo flere af disse regnbuer, der bliver fanget, jo færre æg og småfisk bliver der spist.

Der skal fiskes dybt, helt nede ved bunden, det er svært at komme derned med fluen, faktisk er synke tre liner og 2" messingrør-fluer knap nok, nok. Jeg mødte to wobler-fiskere ved åen, de kom længere ned, hvilket havde resulteret i fem fisk, jeg, for mit vedkommende havde kun held til at få en enkelt på land i dag. Fiskeriet sluttede ved tusmørke og på vej op gennem skoven, var fuldmånen kommet frem. Flot afslutning på en dejlig dag.

Tirsdag d. 28. september. Nyt fra Sneum og Kongeåen.

De sidste dage har været både gode og dårlige, gode for de, der har fanget opgangsfisk. De sidste dage i Sneum er der fanget tre laks, 2,5 kg, 62 cm, 3,0 kg, 68 cm og 2,3 kg, 64 cm. Kongeåen har leveret en laks på 80 cm og så blev der fanget en stor havørred i går. 7,2 kg og 80 cm. Så er der fanget endnu flere regnbuer og heldigvis for det. I går talte jeg med en spinnefisker der fangede 19 fisk den ene dag. Det blev også til et par billeder, som I kan se herunder.

Det er fisk som denne der er så mange af.

Familiehygge ved åen.

Mikkel og far.

En glad Mikkel med aftensmaden.

Naturens skønhed.

Efterår i Endrup.

Søndag d. 26. september. Masser af regnbuer og laks.

Der fanges godt med laks i både Kongeåen og Sneum Å i øjeblikket. Højvandet har uden tvivl bragt en masse nye fisk op i åerne, desværre har det også medført, at dambruget i Endrup, endnu engang er blevet oversvømmet. Der er masser af regnbuer i Sneum lige nu. Så skynd jeg ud og fang dem, de skulle nødig, endnu en gang spise al ynglen. Husk at regnbuer fanget i Sneum Å og Holsted Å ikke må genudsættes levende, der er ingen mindstemål og ingen fangstbegrænsning på dem.

Jeg fangede to her til aften, den største på 1,5 kg, den gav en god fight, med næsten hele finner og fin rød i kødet.

Lørdag d. 25. september. Varde Å.

Også i Varde Å er der meget vand i øjeblikket. Faktisk så meget, at vandet kun står få centimeter fra kanten af kajen inde i Varde by. Der bliver fortsat fanget godt med laks, omkring en halv snes, den sidste uge.

Lørdag d. 25. september. Meget vand.

Jeg har været på fiskeri til formiddag, turen udviklede sig dog til en fotosafari, hvor jeg var rundt ved områdets åer. Jeg har lavet en stribe billeder, så I selv kan se lidt. Vandstanden er dog faldet siden i går, i Sneum (ved Størsbøl, ca. ½ meter), men se selv her.

Holsted Å mellem Bramming og  Størsbøl

Holsted Å mellem Bramming og  Størsbøl

Holsted Å mellem Bramming og  Størsbøl

Ilsted bæk ved Bramming

Grødefanget ved siden af kirken

Kongeåen opstrøms mejeriet i Vilslev

Kongeåen nedstrøms Vilslev mejeri

Sneum Å ved Størsbøl, fredag var marken dækket af vand

Sneum Å ved Størsbøl

Sneum Å ved Størsbøl

Sneum Å ved Ålbæk

Sneum Å ved Ålbæk, opstrøms landevejsbroen

 

Fredag d. 24. september. Høj vandstand.

For jer der agter sig til åerne i området, kan jeg fortælle at Holsted Å og Sneum Å er meget høje i øjeblikket. Faktisk så høje at begge åer er gået over deres bredder. Ved Størsbøl (Nørå) er åerne omkring 20 meter brede.

Tirsdag d. 21. september. Varde å.

Laksefesten i Varde Å fortsætter. Der bliver fanget fisk næsten hver dag. dog er gennemsnitsstørrelsen ikke særlig stor, faktisk minder de mest om sommergrilse, men selvfølgelig, da de ikke var her i sommer, må de jo komme op nu.

Søndag d. 19. september. Varde Å.

I går var der besøg i åen, som så mange gange tidligere. Denne gang var det en 1. gangsbesøgende, der i allerførste kast havde det held at få en god havørred på krogen. Desværre for ham faldt fisken af under landingen.

En anden fisker fangede en mindre farvet laks, der blev genudsat. Morgenens fiskeri bød på en pæn aborre til Morten Lundh, og ellers skete der intet. Åen er stadig meget høj, men vandet er begyndt at klare op.

Søndag d. 19. september. Kongeåen.
Jeg har netop modtaget en mail fra Ivan Jeppesen, en bekendt jeg har haft fornøjelsen af at møde flere forskellige steder rundt om i det ganske land. Denne gang var han og hans kammerater en tur i Kongeåen, men se selv hvad Ivan skriver.
 

Hej Tommy.
 
Jeg ved ikke om det har interesse, men Torsdag d.16 September fangede jeg en gedde på 90 cm. og 7 kilo i kongeåen, mellem Gredstedbro og Hjortlund. Jeg fiskede undtagelsesvis med spinner, en Mepps 3 kobber.
Først troede jeg at jeg havde kroget en god havørred, da jeg ikke kunne se noget fordi jeg stod i vand til knæene bag noget siv. Da jeg endelig kom på tør grund, var fisken kommet 50 meter nedstrøms, jeg fik kørt noget line på hjulet og så for første gang dyret. Jeg blev dog lidt skuffet, da det viste sig at være en gedde.
Gedden fightede godt, og efter 10 min. var den på land, det var så min første gedde nogensinde og forhåbentlig ikke den sidste.
 
Mvh.   Ivan Jeppesen

 

Lørdag d. 18. september. Kongeåen.

To mand, tre laks og fire havørreder, jo, Kongeåen er begyndt at fiske. Stadig døjer vi med meget vand, men regnen har holdt sig væk i et par dage, waders er stadig det bedste fodtøj.

Fredag d. 17. september. Varde Å havørreder.

Igen i dag blev der fanget havørreder i Varde Å. To stk. 2,5 kg og 4 kg, fine fisk. Åen er stadig meget høj, men vandet er begyndt at klare op. Vandstanden er faktisk så høj, at der fiskes med 20 g bly foran woblerne, for at få dem ned i hullerne. De fluefiskere der vil fange fisk, er begyndt at bruge det tunge skyts, dvs. synke 6 liner og hurtigsynkende forfang.

Holsted Å er så høj, at åen er gået over bredderne, faktisk er åen ca. 50 m bred i øjeblikket, så højt står vandet i engene. Fremmede fiskere bør nok bruge vadestav, eller finde en anden å at fiske i. Sneum Å er også høj, men endnu ikke over kanterne.

Kongeåen leverede en fin havørred på ca. 5 kg den anden dag, men der er som sædvanlig kun få fiskere.

Onsdag d. 15. september. Blæst, regn og meget høj vandstand.

Det blæser herovre i øjeblikket, vandet vælter ned ovenfra, åerne er høje og møgbeskidte. Varde Å ligner til forveksling cacao. I Sneum og Holsted å er vandstanden så høj i øjeblikket at der står blankt vand på de omkringliggende marker. Fluefiskeriet er næsten umuligt og det er kun grej fisket på spinnestang der fanger fisk i øjeblikket, men lad os nu se, i løbet af et par dage, klarer åerne op igen og fiskene er der jo stadig i store mængder.

Jeg er lige blevet ringet op af Michael Storm, en af torsdagsklubbens GROSS-anglere, han havde lige lidt godt at fortælle fra Varde Å. I lørdags var han en tur ved åen og fangede en fin havørred, 3,3 kg og 60 cm, fisken målte 37 cm rundt om livet. Denne fisk blev ligesom den han fangede i søndags (1,1 kg 45 cm) fanget på wobbler. Ydermere kunne Storm fortælle om en rigtig kæmpe i en af åens dybe sving, den viste sig flere gange, men ville ikke bide på.

Søndag d. 12. september. Fin fredag.

Fredagen var fin for fluefiskerne, Kongeåen leverede havørreder fra 4 - 5,5 kg. Tre styk blev det til, faktisk det bedste i denne sæson, men der er mere, Torben, en af de heldige, havde faktisk fem kontakter den aften, uhørt godt. Lørdag aften blev der også fisket ivrigt, men har endnu ikke hørt om fisk på land. Varde Å fortsætter, her er det mest laks der bliver fanget for tiden, således to stk. i går, med den største omkring 6 kg, men der er også havørreder mellem fangsterne. Skjernåen synger på sidste vers, to fiskedage endnu, så er det slut for den bedste sæson siden Metusalem. Fiskene er farvede, sæsonen er slut for i år, men lad os håbe at denne sæson har været retningsgiver for fremtiden. Vi fortjener et godt fiskeri, med alt det frivillige arbejde der laves rundt om i fiskeriforeningerne.

 

Søndag d. 5. september. Gang i den...

Det er vist den korte overskrift. der fanges fisk overalt i øjeblikket. I Varde å er der de sidste to uger fanget mere end 20 laks, der fanges havørreder i alle åerne lige nu. Både Kongeåen og Sneum å er begyndt at fiske igen. Dog kan det ses på fiskene, at det er ved at være sent på sæsonen, næsten alle laksene er farvede, og i går i Varde, blev der fanget en laks kun lidt farvet, men tynd som en nedfaldsfisk og gattet var helt rødt, som havde den allerede gydt, men det kan vel næppe passe. I de nye sving blev der fanget en laks på godt 5 kg.

Desværre er vejret ikke med fiskerfolket for tiden, godt 25 grader, man smelter næsten selv om man bruger åndbare, men aften fiskeriet er godt og man kan endda passe sin køje og være frisk næste morgen.

Så til alle jer der lige skal nå en fisk før det er for sent, se at komme af sted, der er masser at fange...