Opslagstavlen

 
 

Opslagstavlen i april 2008


 

April måneds opslagstavle indeholder:

  • Sæsonen er i gang
  • Flere fisk over 13 kg
  • Ny kæmpelaks på 16,5 kg

Onsdag d. 30. april. Rettelse til gårsdagens skriveri om Jens fisk.

I går skrev jeg at Jens fisk er den største stangfangede i Varde Å. Imidlertid har jeg i dag modtaget en mail fra Peer Petersen, hvori han gør mig opmærksom på at dette ikke er tilfældet, og skriver videre at medstifter af  varde sportsfiskerforening Sigurd hansen har fanget en laks i varde å på 18 kg ved Nørholm d 16.marts det samme år som foreningen blev stiftet. Men ved også at der skulle være fanget flere i denne kaliber i disse år. Jeg beklager selvfølgelig fejlen og takker i samme forbindelse Peer for at gøre opmærksom på denne fejl.

Spændende bliver det i alt fald om vi kommer til at se en af de kæmpe fisk på land, det kunne være fantastisk...

Tirsdag d. 29. april. Jens Lygum og fisk.

Så modtog jeg billedet fra Jens, af ham som den stolte fanger og så en afde største stangfangede laks siden foreningens stiftelse, fra Varde Å.

Man forstår det smørrede grin :-)

Mandag d. 28. april. The German fly festival.

Netop hjemkommet efter en fantastisk weekend i Tyskland. Ingo Dege var bagmanden bag dette første tyske bindeshow, der blev afholdt på slottet Wotersen nordøst for Hamburg.

Slottet skabte meget fine rammer for et godt show, der blev afholdt i det dejligste forårsvejr. Vi fluebindere var placeret i det gamle ridehus, på et stort bord anbragt i midten, og for en gangs skyld med ordentlig plads til den enkelte binder. Ydermere var der i et stort hus ved siden af, samlet en række forretninger der bød på mange interessante ting for både fluebindere og fiskere.

Jeg kommer med en større historie en af dagene, men den korte version er at det var et godt og veltilrettelagt show som jeg glæder mig til at deltage i næste gang. Der var i området af 3000 tilskuere og jeg har opfattelsen af, at ingen gik forgæves. Dygtige kastere, bl.a Mel Krieger var kaldt ind og alle de deltagende aktører gjorde weekenden til en rigtig god oplevelse.

Hjemme i åen er laksene blevet lidt mindre, og der er blevet fanget et par laks omkring 6-7 kg.

Tirsdag d. 22. april. Varde rekorden er slået.

Jens Lygum slog i går rekorden for storlaks i Varde Å.

Det lykkedes ham således at lande en laks på 16,5 kg og 119 cm. Mere nyt senere...

Mandag d. 21. april. Stille...

Weekenden er overstået og det er blevet hverdag igen. Der var masser af folk ved Varde Å alle dagene, der var da også enkelte fisk der sprang. Men det blev mest ved det. En yngre fisker fangede en laks på 62 cm lørdag, den blev genudsat med håbet om en større fisk. Det lykkedes næsten, idet han krogede en stor fisk senere på dagen, som han desværre tabte.

Derud over er siden her i dag blevet 4 år og i den tid den har bestået, har der været 380.000 inde og læse på siden og der er blevet downloaded godt en million sider. Hele hjemmesiden indeholder i øvrigt omkring 1400 sider og jeg ved ikke hvor mange fluer, internettets største samling af rejefluer til ferskvand og næsten 100 step by step instruktioner.

Husk i øvrigt at der er en stor fluefisker festival i Tyskland (Hamburg) i næste weekend.

Lørdag d. 19. april. Flere folk end fisk.

Der var masser af folk ved åen i dag. Overalt blev der fisket. Jeg brugte dagen på det øverste stykke og nød det dejlige vejr. Stærke rygter talte om en 7 kg fisk fanget oppe i skoven, men så den ikke selv.

Enkelte fisk viste sig rundt om til morgen, men det blev ved det...

Så har jeg lige modtaget et billede fra Keld Hansen af Lars Isaksen med sin fine fisk fra først i måneden.

 

Onsdag d. 16. april. Stille ved åen.

Har brugt de sidste dage ved Varde Å. Der er meget stille, de horder af dagkortfiskere vi så først i måneden er draget mod andre jagtmarker. Faktisk kan man gå der en hel dag og kun møde enkelte andre fiskere. Der bliver dog fanget fisk, om end ikke så mange. Så i går to springende store laks.

Vandet er faldet de sidste dage og er rimelig klart og man kan heldigvis fiske med lidt mindre fluer end de første dage.

 

Onsdag d. 9. april. Festen fortsætter.

Det gode fiskeri ser ud til at fortsætte. De sidste dage har givet flere fine fisk, med den største på 14,2 kg. I dag blev der fanget en laks på 11 kg.

Søndag d. 5. april. Høj vandstand  og flere fine fisk.

Brugte lørdagen langs de nye sving. Der var masser af folk over det hele, 25 biler kunne jeg tælle oppe ved broen. Dejligt at være derude igen, det har været en lang vinter.

Fiskeriet er kommet godt fra start og der er kommet rigtig flotte fisk på land. Lørdag hørte jeg om to fisk, en på 8 kg og en på 3,2 kg, begge helt blanke.

Lars Isaksen har gjort det godt i år, idet han allerede har landet to fisk over 10 kg. Der kommer billeder af den første. Nr. 2 på 105 cm blev øjeblikkeligt genudsat og der blev ikke taget billeder af den.

Fra Frank har jeg modtaget denne billedserie om ham hvis line knækkede, med efterfølgende vandgang

 
 
 
 
 
 
 
 
 

Torsdag d. 3. april. Fine laks.

Gennem aftenen i går og dagen i dag er det drysset ind med beskeder og opringninger fra venlige mennesker, der gerne ville dele deres oplevelser fra åen.

Jesper Pedersen ringede i går og fortalte om en flot fisk han havde fanget, på godt 8 kg. Jesper fortalte yderligere om en person der havde en kæmpe fisk på krogen. Da fisken nærmede sig land og var ved at være klar til at lande, knækkede knuden mellem running line og skydehoved.

Fangeren kastede sig resolut på hovedet i vandet, fangede linen, bjærgede fisken og håndlandede den. Det viste sig at være en laks på 12,7 kg.

Fra Adam modtog jeg et par fine billeder af Per Muff og Jan Lykkegaard, ligeledes med flotte fisk. Se selv mere herunder.

Lars Isaksen fangede i går en laks på 10,1 kg. Vores formand Jørgen Bohnensack tabte en fisk den anden dag, efter at have gået med den i halvanden time. Man så aldrig fisken!!!

Endelig ved jeg at der blev fanget en fisk på 13,8 kg igen i dag. Puha... Hvordan bliver i morgen???
 
Jesper med 8 kg sølv 95 cm
 
Jan Lykkegaard m. laks på 99 cm 10,0 kg
 
Per Muff fik denne skønhed på 109 cm og 13,8 kg

 

Onsdag d. 2. april. Årets første laks er på land

Den nye sæson var ikke ret gammel før den første laks var på land. Der blev således fanget en laks på omkring 8,5 kg i Varde Å i går, samt et par mindre fisk.

I Sneum Å blev der fanget tre fine fisk omkring 8 kg og i Kongeåen en fin havørred på 6,5 kg.

Mere nyt når jeg er hjemme til weekenden.