Opslagstavlen

 
 

Opslagstavlen i august 2007


 

August måneds opslagstavle indeholder:

  • Vandstanden er faldet.
  • Varde Å boomer.

Fredag d. 31. august. Farvel august.

Så nåede vi enden af august. Når jeg kigger ud af vinduet, kunne det lige så godt være meget senere. Det er gråt, blæsende og regnfyldt. Kort sagt det perfekte havørredvejr. Jeg har levet ude ved åen de sidste par dage, eller rettere, jeg har fisket en vis legemsdel ud af bukserne..

Da jeg kom til åen i går formiddag, var der noget forkert. Da jeg kom nærmere, kunne jeg med det samme se at vandstanden var nede på normal sommervandstand. Faskinpælene ved gasledningen var endda oven vande. Der gik dog ikke lang tid før vandstanden var tilbage på det for i år, normale niveau. De har sikkert bare renset filtre oppe på værket.

Nå, alt i mens vandet var nede, fik jeg et hug på en af de gammelkendte sommerpladser, der ellers ikke har virket ved det høje vand. Men ellers var der langt imellem snapsene og jeg sluttede mit fiskeri sidst på eftermiddag.

Senere i dag vil jeg begive mig en tur til Karup å, hvor jeg skal have fornøjelsen af at fiske sammen med Tommy Kjærgaard og så må vi se om den tur kan generere en spændende historie.

Onsdag d. 29. august. Mere fra Varde.

Jeg er på vej på fiskeri, så I får bare lige et stemningsbillede fra i går aftes.

Her er Thomas ved at genudsætte en letfarvet hunlaks på 85 cm

Tirsdag d. 28. august. Dejligt havørred vejr.

Det var det fineste vejr i går, drivende skyer, regnbyger og frisk vind. Der var kun få folk ved åen og ikke særlig stor aktivitet i vandet. De to spinnefiskere jeg talte med, havde ikke mærket noget som helst. Dog havde jeg oplevelsen at tabe en fisk i går og det på samme flue som jeg havde held med i søndags.

Søndag d. 26. august. Blæsevejr og få fiskere.

Kørte en tur til Varde Å til aften. Kun en anden bil på p-pladsen. Men det var også koldt og blæsende. Mødte to andre fiskere, hvoraf den første havde fanget en havørred på 64 cm i går og den anden havde fanget to havørreder i dag. En på 42 cm og en på 55 cm.

Så skete der faktisk det, at jeg fangede en fisk. En lille sommer havørred, der bed på en Hebo rørflue.

1,5 kg 53 cm
 
1½" Hebo rørflue

Fredag d. 24. august. En tur til Sneum Å.

Det blev lidt sent inden jeg kom af sted i går. Valgte derfor at køre til Sneum Å ude ved Størsbøl. Havde medbragt en-håndsstangen med en synkeline på. Skulle egentlig have afprøvet nogen små bitte kobberrørs fluer. Dem glemte jeg selvfølgelig i bilen, så det bliver i dag, de skal have deres dåb.

Fiskede et godt stykke nedover. Det var en meget stille aften, så kun enkelte skaller i overfladen og mærkede ingenting. Vandstanden i åen er som alle andre steder temmelig høj. Det er længe siden å-manden har været forbi og brinkerne er meget tilvoksede og svært  tilgængelige.

Mødte en gruppe på fem spinnefiskere. De havde heller ikke haft nogen kontakter, så alt i alt en meget stille aften.

Torsdag d. 23. august. Stadig stille.

Turen til Varde i går, var en af de mere jævne. Der var ikke så mange folk ved åen i går og der blev da også kun fanget en fisk i går.

Kent Ager fik en laks  på 72 cm på flue, der efter endt fight blev behørigt genudsat.

Enkelte fisk viste sig i overfladen gennem aftenen, men der var generelt stille.

Herunder et par stemningsbilleder fra i går, der bød på både sol, skyer, torden og regn.

 
 
 
 
 

Tirsdag d. 21. august. Dagligdag i Varde.

Så blev det hverdag igen og festen udeblev i dag. Jeg var en tur ved åen både i formiddag og her til aften. Flere fisk viste sig, men jeg hørte ikke om nogen fisk på land i dag. Vejret var ellers perfekt og masser af folk havde valgt at tage på tur. Der var en hyggelig stemning langs åen, men fisk var der altså ingen af.

Mandag d. 20. august. Mere Varde.

Igen i dag var der liv i åen. Både på brinkerne men også lidt i vandet. Der var masser af fiskere i dag, men kun to spinnefiskere var heldige på det øverste stykke. De fangede begge helt friske laks fyldt med havlus og helt løse skæl. De er sikkert kommet ind her til morgen.

Her er lige et billede af den fisk Marco fangede og som i øvrigt var hans første laks.

Fin lille sommerlaks på 66 cm 2,1 kg

 

Søndag d. 19. august. Varde Å helt fantastisk.

I dag har været fantastisk i Varde Å. Der er blevet fanget mange og store havørreder samt enkelte fine laks. Dagens storfanger er Lars Hammerhøj med en meget flot og sølvblank havørred på 7,7 kg 87 cm. Jens Lygum fik en fin fisk på 5,4 kg og endelig blev der på det øverste stykke fanget en havørred på knap to kg.

På golfbanen blev der også fanget en del fisk. Ole Baudler hittede med en havørred på 5,3 kg. Morten Lundh fik en ørred på 3,7 kg og så blev der også fanget en steelhead på ca. 3 kg. En laks på 4,4 kg samt flere tabte fisk rundt om.

Vandstanden er stadig høj for årstiden og vandet er stadig lidt grumset.

 

Morten med en havørred på 3,7 kg.

 

Lars & Jens med de to fine havørreder.

 

 

Lørdag d. 18. august. Fisk i Varde Å.

Lige hjemkommet fra Læsø har jeg været en tur i Varde Å, her til aften.

Det var en pragtfuld aften, ikke en vind rørte sig, helt stille og ingen trafikstøj. Det kunne bare ikke blive bedre. Der er endda fisk i åen og de viser sig oven i købet. I formiddag blev der fanget en laks på godt 6 kg og her i eftermiddag en mindre laks på 65 cm der blev genudsat.

Der var rimelig liv i åen i dag, og det tegner godt for de næste dage. Mere om det i morgen.

Lørdag d. 11. august. Varde Å.

Igen i går aftes var jeg en tur i Varde Å. Mødte kun få andre fiskere og ingen kunne fortælle om fisk. Vandet var også meget uklart i går. Der er ca. 40 cm sigt, det er det hele. Alt i alt en dejlig aften med en kølig brise og næsten ingen myg.

Vandstanden er faldet så meget at en synke 3-4 er blevet for tung, man fanger i alt fald bunden i hvert kast, når man nærmer sig egen side.

Stadigvæk syntes jeg vandstanden er for høj til vadning, så husk vadestaven hvis du alligevel prøver.

Fredag d. 10. august. Lidt fra Varde.

Besøgte Varde Å torsdag aften. Vandstanden er faldet betragteligt og det er igen til at komme til. Vandet er stadig farvet, og specielt oppe ved Skonager, ligner det cacao. Der er masser af liv i åen, både store fisk, samt de mange regnbuer fra udslippet tidligere på sommeren..

Jeg fangede da også en enkelt på en Wilkinson light shrimp.